Handelshøjskolen i Århus har oplevet stor interesse omkring opbygningen af et alumne-netværk for tidligere studerende. 28. september afholdes der Gensynsdag for alumnerne, og antallet af tilmeldinger har oversteget alle forventninger med 650 tilmeldte alumner.
Gensynsdagen for alumner er en mulighed for at møde gamle studiekammerater og få inspiration gennem forskellige faglige arrangementer. Alumnerne kan på den måde få udvidet både deres faglige og sociale netværk.
De 640 tilmeldte alumner tegner et bredt spektrum af forskellige typer – de ældste dimitterede i 50’erne nærmer sig pensionsalderen, mens de yngste er bachelor-alumner, som stadig er under uddannelse. Alumnerne kommer desuden fra vidt forskellige virksomheder og stillinger og fra alle dele af landet. Der kommer endda også nogle få alumner fra udlandet, blandt andet fra England, Norge og Tyskland. Der skulle således blive rig mulighed for at udveksle forskellige erfaringer og få ny faglig inspiration.
Gensynsdagen er den første af slagsen, men det forventes at blive et årligt tilbagevendende arrangement fremover.
Alumnenetværket er for alle, der har afsluttet en uddannelse på Handelshøjskolen i Århus, og mere end 4.000 har tilmeldt sig. Netværket giver mulighed for at komme i kontakt med forskere og andre alumner samt at finde nyt job eller komme i kontakt med studerende og nyuddannede til rekruttering af nye medarbejdere. MSOL