Så må et af landets tele- og bredbåndsselskaber igen hive den store tegnebog op af lommen og betale en bøde for at have fortolket markedsføringslovens paragraffer en anelse frimodigt.
Denne gang er det Tellio – dansk datter af norskejede Telio Holding ASA, der er noteret på Oslo Børs – der må betale 150.000 ved kasse 1 for sidste år at have reklameret med en række forskellige abonnementer uden at oplyse mindsteprisen. Desuden hed det sig i reklamerne, at oprettelsen var gratis, selvom forbrugerne reelt både skulle betale for oprettelsen og for leje af adapter – og for fragt.
Forbrugerombudsmanden politianmeldte derfor sidste efterår Tellio for vildledende og mangelfulde oplysninger i strid med markedsføringslovens paragraf 3 og for ikke at leve op til kravet i lovens paragraf 13, som siger, at der skal reklameres tydeligt med den samlede pris.
– Mindsteprisen på et abonnement skal være oplyst korrekt. Det er helt afgørende for forbrugerne, at de kan danne sig et præcist billede af, hvad et mobilabonnement med evt. tilhørende telefon og udstyr vil koste dem, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.
Tellio har accepteret at vedtage en bøde på 150.000 kroner, som er fastsat på baggrund af oplysninger om selskabets indtjening og omkostninger i forbindelse med den pågældende markedsføring.
Det har også haft indflydelse på bødens størrelse, at Tellio for et tre år siden fik en bøde for en lignende overtrædelse. Dengang ville selskabet gerne overbevise danskerne om, at de kunne ringe ubegrænset for 82,50 krone om måneden, og at blandt andet samtaler, opkaldsafgift og oprettelse var gratis.
Den købte Forbrugerombudsmanden ikke, så selskabet blev meldt til politiet og måtte efterfølgende aflevere en bøde på 80.000 kroner.
Omvendt er det også tillagt betydning, at selskabet rettede sitet til umiddelbart efter henvendelsen fra Forbrugerombudsmanden.
Sagen med Tellio er den foreløbig seneste i en række, hvor Forbrugerombudsmanden har haft
særligt fokus på de danske tele- og bredbånds-selskabers forretningsmetoder.