Det flimrede lidt for Markedsførings journalist, da artiklen om Mediebarometeret i det nye nummer af Markedsføring skulle skrives. I hvert fald kom øjnene til at flytte sig hen over kolonnerne, således at Radio i teksten (tallene i skemaerne er korrekte) blev noteret for en fremgang på 10 pct. i oktober i stedet for de 54 pct., der rent faktisk var tilfældet.
Adm. dir. Claus Clausens, Mediaedge:CIA kommenterer tallene på basis af det, han fik oplyst i telefonen, og ansvaret for fejlen skal således alene placeres hos Markedsførings journalist.
Fakta er, at Radio med en vækst på 54 pct. i oktober for en gangs skyld ligger klart over den samlede vækst på markedet, som i oktober steg med 15 pct. Der blev således tale om en særdeles god måned, og november tegner også godt, så samlet set peger det mod en samlet vækst for hele året på omkring 8 pct.
Tv er fortsat det store trækdyr.
Claus Clausen siger om udsigterne for 2005:
– Jeg vil sige det på den måde, at jeg ikke har grund til at være pessimist. Men det er for tidligt at komme med for bombastiske udtalelser. Man skal dog ikke forvente en vækst på niveau med i år. Det vil være urealistisk oven på et år, der kan lande på plus 8 pct.