Det danske marked for forbrugslån fik tidligere på året en ny spiller i skikkelse af Santander Consumer Bank Danmark, og nu har Santander været på det danske marked for forbrugslån i godt et halvt år med produktet ”Privatlån”. 

Banken ejes i sidste ende af Grupo Santander, som er den største bank i eurozonen og blandt de største banker i verden med over 100 mio. kunder i 40 lande.

Lanceringen blev skudt i gang med en marketingindsats orkestreret af tre danske bureauer: reklamebureauet Another, mediebureauet MEC og PR- og kommunikationsbureauet Radius Kommunikation,

– Lanceringskampagnen er gået ganske fornuftigt, og vi er et godt stykke foran budgetterne, lyder det fra fra Klavs Thorbek, direktør for forbrugslån hos Santander i Danmark og samtidig marketingansvarlig.

Øget kendskab

Lanceringskampagnen havde et skarpt produktfokus, og formålet var primært at opbygge kendskab og generere trafik til Santanders hjemmeside, så der kunne bygges en kundebase op.

– Vi vidste, at vi havde et stærkt produkt, men jeg er ikke i tvivl om, at marketingindsatsen har været alle pengene værd, siger han og henviser til følgende resultater af lanceringskampagnen. Den har:

· fordoblet kendskabet til Santander fra 9 procent til 18 procent (hjulpet kendskab) i løbet af kampagnens første tre måneder.

· Femdoblet trafikken på Santanders hjemmeside.

· Resulteret i en markedsandel på 10 % i 2. kvartal.

Hvad var målet?

– Det vil jeg ikke sætte et præcist tal på, men det var noget lavere. Dertil kommer, at markedsandelen efter 3. kvartal vil være væsentligt højere end 10 %. Og nej, det vil jeg heller ikke præcisere nærmere, lyder det fra Klavs Thorbek.

Mere tv, tak

Santanders kampagne bestod primært af fem elementer: tv-kampagne, web-tv, Google Ad Words, online markedsføring og PR rettet mod business- og forbrugsmedier.

Hvad har fungeret bedst?

– Der er ingen tvivl om, at vores tv-reklamer har performet rigtigt godt. Det hænger især sammen med, at vores kundegruppe er meget bred, og der har tv-mediet en klar fordel sammenlignet med de øvrige kanaler, siger Klavs Thorbek.

Så vi har ikke set de sidste tv-reklamer for Santander herhjemme?

– Nej det har I helt sikkert ikke. Og vi har i øvrigt tænkt os at øge marketingtrykket, så vi også når ud i andre kanaler og får løftet kendskabet til Santanders brand yderligere, slutter Klavs Thorbek.

Du kan se, eller gense, en af Santanders tv-reklamer her.