Landets to største banker, Danske Bank og Nordea, mener ifølge dagbladet Børsen, at de mindre banker selv må spytte i kassen, hvis landbrugskunderne skal overdrages til staten.
Artiklen baserer sig på unavngivne kilder, og Danske Banks officielle udtalelse gennem afdelingsdirektør Anders Klinkby er noget mere tilbageholdende.
– Vi vil gerne være med til at drøfte løsninger, der kan styrke banksektoren. Men det er vigtigt for os, at sådan en løsning sikrer ens konkurrencevilkår,” siger han til Børsen.
Nordea har afvist at kommentere forhandlingerne. Men ifølge Børsen skulle begge banker også være imod den løsning, der tegner sig for FIH Erhvervsbank, hvor ejendomslån for omkring 15 mia. kr. angiveligt skal kunne parkeres hos staten. Bankerne frygter, at det vil give ulige konkurrence, hvis FIH kommer for tæt på statsstøtte.
Børsen