Mobilselskabet 3 må lide den tort at blive meldt til politiet af Forbrugerombudsmanden på grund af mangelfuld markedsføring.
Mobilselskabet reklamerede for produktet, 3iDeal Max, på dets hjemmeside, men i den annoncerede pris glemte 3 at indregne en seks måneders bindingsperiode og oprettelsesafgift på 249 kroner. Først når forbrugeren klikkede på ”Køb abonnement” blev det med små skrifttyper oplyst, at abonnementet ville koste mindst 4.443 kroner frem til bindingsperiodens udløb.
Derfor popper mobilselskabet 3 op blandt danske mobilselskaber, der har haft vanskeligheder ved at overholde den danske markedsføringslov. Alene i 2009 anmeldte Forbrugerombudsmanden otte tele- og bredbåndsselskaber for at have overtrådt markedsføringsloven, og tendensen er fortsat i år, hvor TDC den 20. januar fik en bøde på 100.000 kroner og Telia i april fik en på 150.000 kroner
Forbrugerombudsmanden ”finder forholdet i strid med markedsføringslovens § 13, stk. 2, jf. stk. 1., idet teleselskabet ikke på tilstrækkelig tydelig måde havde oplyst om mindsteprisen på abonnementet”, lyder det i en pressemeddelelse fra benævnte institution.
Mobilselskabet 3 har over for Forbrugerombudsmanden erkendt miseren. Alligevel betragter Forbrugerombudsmanden det som en skærpende omstændighed, at Hi3G Denmark ApS tidligere har fået bøde for en lignende overtrædelse af markedsføringslovens § 13. Det bør efter Forbrugerombudsmandens opfattelse have indflydelse på bødeniveauet, hvilket betlyder, at man 3 sandsynligvis kan se frem til en bøde i 100.000 kroners-klassen.
Hi3G Denmark ApS har tidligere betalt en bøde i en tilsvarende sag . Den 11. maj 2010 vedtog Hi3G Denmark ApS en bøde på 25.000 kroner for en lignende forseelse. Teleselskabet havde i en bannerreklame på Facebook markedsført en mobiltelefon med abonnement til forbrugere uden at have oplyst den samlede pris for mobiltelefonen på tilstrækkelig tydelig måde.