Som led i videreudviklingen af Steen & Strøms mediekoncept, hvor brands får genvej til at bruge centrene som medie, løber danmarksmester-skaberne i sms 2010 om en uge af stablen i otte centre landet over.
Bag arrangementet står Steen & Strøm Media Partner samt Telia og Nokia, som også efterfølgende får adgang til at benytte storcentrene som medie- og eventplatform.
– Etableringen af sms-mesterskaberne sker som led i en klar strategi om i endnu højere grad at udnytte centrene som et medie. Vi har gennem de seneste fem år testet vores event-koncept via blandt andet Faxe Kondi Dribletour, hvor sponsorerne bygger bro til centrene i markedsføringssammenhæng. På den måde brander vi samtidig centrene som oplevelsesplatforme, siger Christian Koldbech, der er salgsdirektør i Steen & Strøm Media Partner.
Selskabet blev etableret for fire år siden og er i dag blevet et nyt forretningsområde for Steen & Strøm, der alene i Danmark driver 16 af de største butikscentre og som på skandinavisk plan har 140 millioner kunder, der hvert år strømmer gennem de i alt 44 centre.
Naturligt link
Hos teleselskabet Telia har man ifølge marketingchef Dorte Wimmer involveret sig i sms-mesterskaberne af flere grunde. Dels har man gennem længere tid haft et godt samarbejde med centrene, og samtidig er linket til mobilabonnement naturligt.
– Vi henvender os til den unge målgruppe, så derfor er det også naturligt, at vi involverer os i danmarksmesterskaberne i sms 2010. Det er det første officielle danmarksmesterskab, og rent kommunikationsmæssigt viser det innovation, samtidig med, vi taler til de unge på deres sprog. Og det skulle så gerne smitte af på Telias brand, siger Dorte Wimmer.
Via deltagelse i eventen får Nokia og Telia desuden adgang til Steen & Strøm-centre efterfølgende i løbet af året, hvilket også er en af årsagerne til, at man har involveret sig.
– I centrene kommer vi tæt på forbrugerne og gør vores produkter synlige og levende. Vi møder kunderne, hvor de er, hvilket giver en bedre dialog, og det giver resultater, siger Dorte Wimmer.
Piranhas…
Finalen foregår i Lyngby Storcenter den 6. november, hvor deltagerne skal skrive følgende sætning på mobilen uden brug af ordbog, autofuldførelse osv:
“The razor-toothed piranhas of the genera Serrasalmus and Pygocentrus are the most ferocious freshwater fish in the world. In reality they seldom attack a human.”
Ja, ja – verdensrekorden på almindelig mobiltelefon er i øvrigt norsk og lyder på 37,28 sekunder…

Mere om arrangementet her.