Storck og SOS-Børnebyerne har indgået et samarbejde, og det skyldes, at SOS-Børnebyernes marketingchef André Hansen, læste en artikel om Storck Danmark i Markedsføring (2-04). I artiklen fortalte brand manager Henriette Hansen fra Storck Danmark om virksomhedens værdier, og disse værdier stemte ganske godt overens med de værdier, som SOS-Børnebyerne vægter.
André Hansen tog derpå kontakt til Stork Danmark, og nu, efter et par måneder, har man netop indgået en 2-årig aftale.
Fra Stork Danmarks side, er det første gang man har indgået et samarbejde med en humanitær organisation:
– Man kan ikke sige, at vi ligefrem var på udkig, men vi var i gang med en proces vedr. sponsering. Vi bliver som virksomhed kontaktet af mange, med henblik på et sponsorat, og derfor var i gang med at finde ud af, hvordan vi kunne tænke os at bruge et eventuelt sponsorat, fortæller marketingchef Henriette Hansen fra Storck Danmark og tilføjer:
– SOS-Børnebyerne kontaktede os på det helt rigtige tidspunkt og vi kunne med det samme fornemme, at vores værdier, såsom familieorienteret, varme og sikkerhed, stemte overens. Lige som vi begge er i gang med at fejre jubilæer, SOS fejrer 40 års og vi fejrer vores 100 års jubilæum i år.
Hos Storck Danmark er man ikke i tvivl om, at et samarbejde med SOS-Børnebyerne kun vil have en positiv effekt for virksomheden.
– Men man skal hele tiden passe på, ikke at overeksponere budskabet, så det giver bagslag. Der skal være en værditilførsel, så begge parter oplever en win-win-situation. For os er det i første omgang en test, da dette er nyt for os, men vi har da flere ideer for det fremtidige samarbejde, bl.a. at samarbejdet også blive synligt i vores promotion, på nettet, mv. , fortæller Henriette Hansen
André Hansen er enig i, at det nu handler om at starte stille og roligt op og give mulighed for at skabe noget, der rammer lige præcist for begge parter:
– Jeg kan kun opfordre virksomheder til at bruge deres brand bedre i et samarbejde med en humanitær organisation som vores. Den tid, hvor virksomheden bare afleverede en pose penge for derefter kun at bruge organisationens navn i markedsføringen, er en saga blot. I dag handler det om at integrere de to forskellige brands, så der opstår en givtig situation for begge parter, understreger André Hansen og tilføjer:
– Vi har i forvejen andre samarbejdspartnere, bl.a. OK Benzin, hvor vi samarbejder om et benzinkort, og Tupperware, der relaterer samarbejdet i deres salgskampagner.
Det første synlige bevis på den humanitære organisation og Stork Danmark’s samarbejde er en bus, der fra juni måned i år vil køre rundt i landet. Bussen skal bruges til at gøre opmærksom på organisationens arbejde, ligesom SOS Børnebyerne på denne måde vil fe jre sit 40 års jubilæum i år.
Bussen er specialdesignet i SOS-Børnebyernes blå og hvide farver med kæmpe børnebilleder på siderne, ligesom Stork, der støtter bus-projektet med 100.000 kr., vil have sit loge på bussen sammen med sloganet ”Stork – Part of your world”. Bussen vil gøre holdt i flere større byer og her vil der være forskellige aktiviteter. Storck Danmark vil også lejlighedsvis møde op med deres egen event-bil i byerne, hvor bussen gør holdt, og her vil man bl.a. uddele Campino-bolsjer.