Forårets mediestorm omkring Guldkornet, hvor prisen blev udsat for hård kritik, er ikke gået ubemærket hen. Creative Circles bestyrelse har været gennem en omfattende proces og dialog med kritikerne og på det grundlag gennemført en række ændringer. Prisen vil fortsat være en kreativt fokuseret pris – der kommer ikke effektmål med i bedømmelsen – men ændringerne tager sigte på, at prisen i langt højere grad end tidligere skal afspejle virkeligheden.
– Et formål med en kreativ pris er at tjene som inspiration for de kreative. Men samtidig skal den også afspejle virkeligheden på markedet. Vi må nok erkende, at prisen indtil nu har tegnet et lidt skævt billede, men skal prisen være et Danmarksmesterskab i reklame, så skal den udover at tjene som inspiration være bedre til at afspejle virkeligheden på markedet, siger Creative Circles formand Sune Bang.
Hidtil har begrebet “nytænkning” spillet en afgørende rolle i vurderingen. Det bliver nu nedtonet. Nytænkning er en af fem ligeværdige parametre, hvor de fire andre er: idehøjde, indsigt, relevans og håndværk.
– Et Guldkorn gives til arbejder, der scorer i top på alle parametre, siger Sune Bang.
Samtidig bliver der strammet op på, hvilke typer arbejder, der kan deltage i konkurrencen. Arbejder for bureauerne selv er bandlyst, og ved indsendelsen skal der gives flere oplysninger om kunderne, så man har mulighed for at kontrollere, at der er tale om reelt og virkeligt arbejde for en kunde.
– Det er useriøst, hvis nogle bureauer på vegne af en kunde selv har indrykket f.eks. et radiospot på en lille nærradio for at kunne lade det deltage i konkurrencen, og det bør alle afholde sig fra, siger Sune Bang.
Derudover er der saneret kraftigt i kategorierne, hvor 14 er blevet til 10. Direct mail, design og emballage samt kampagner under 3 medier er ude, mens de to filmkategorier er slået sammen til en, og tre print-kategorier er blevet til to: print BtC og print BtB.
Til gengæld er der kommet en helt ny på: Bedste vedvarende kampagne, der belønner kampagner, som har evnet at bevare kvalitet og fornyelsen inden for det oprindelige koncept.
Juryen er også blevet beskåret i antal og bedømmelses-metoden er ændret lidt. Processen kommer nu til at foregå over to dage hvor juryer på 15 mennesker skal bedømme fire kategorier med henblik på først at udvælge shortlisten og derefter stemme om tildeling af Korn. Herefter skal 15 andre mennesker på basis af short-listen også stemme om tildeling af Korn.
– Der er tale om en grundigere proces, hvor det er blevet sværere at få et Guldkorn, siger Sune Bang.