Der er talt og skrevet meget om, hvad en reklamefilm skal koste i Danmak. Nu er niveauet rimeligt herhjemme, og det er stadig ligesom at købe bil – et spørgsmål om behov og ambitioner. Alligevel spærrer man øjnene op for de nye film for Euroman. Stykprisen ligger langt under det, én reklamefilm i normalt ligger på.
– De nye Euroman film er resultatet af en god idé, entusiasme og så en enklere måde at gøre tingene på, udtaler producer Rasmus Ejlers fra Locomotion, som sammen med producer Christel C.D. Hansen gennemførte projektet.
Det er DDB Needham, som står bag ideerne til kampagnen – omtalt i et tidligere nummer af Markedsføring. For Locomotion gik opgaven ud på at producere de fire film for et meget begrænset budget. Hverken bureau eller produktionselskab vil ud med et præcist beløb, men indrømmer, at det samlede budget for de fire film ligger under den halve million.
GODE FOLK På LILLE HOLD
Locomotion valgte derfor en produktionsform, hvor casting og valg af locations spiller en større rolle end produktionskvaliteten. Samtidig var filmholdet på kun 7-8 mennesker, hvilket var en af årsagerne til, at filmene kunne produceres prisbilligt. Med Peder Pedersen som instruktør og Eric Kress som fotograf har man således investeret i nogle få gode folk.
– Filmene er optaget på 16 mm udstyr som senere blev vendt til en positiv kopi for at give et mere rough look med større kontrast i billederne. Alle de medvirkende i filmen er streetcastede, hvilket betyder mere realistiske honorarer, forklarer Rasmus Ejlers.
Locomtotion var samtidig så heldige at finde alle locations omkring Kastrup Lufthavn hvilket betød, at de kunne nå fire film på en dag. De er alle optaget på mere eller mindre øde og forfaldne områder. Det giver sammen med et upoleret lydbillede filmene et surrealistisk og kantet look.
– I fremtiden kommer vi til at se mange flere produktioner, der er båret af den gode idé, fremfor den høje produktionskvalitet, Ofte kan den gode ide eksekveres glimrende uden det store udstyr, mener Rasmus Ejlers og afslutter: – De bedste film er produktet af stor tillid fra annoncøren til de kreative.