Næsten hver anden af de store danske virksomheder, der vil investere i produktionsapparatet, vil lægge pengene i udlandet frem for i Danmark. Det er endnu en kæberasler til planerne om at skabe vækst og bedre produktivitet i dansk erhvervsliv.
Konklusionen finder man i en analyse af svarene fra erhvervsorganisationen DI’s virksomhedspanel.
– Det er jo fint for den enkelte store virksomhed, at de investerer i nyt produktionsapparat og bliver konkurrencedygtige i udlandet. Men det er et problem for det danske samfund, at de ikke gør det i Danmark, for så står de i forvejen dyre danske lønmodtagere med forældet udstyr, og deres produktivitet forringes yderligere, siger Kent Damsgaard, erhvervsøkonomisk chef i DI.
Det er i alt 368 virksomheder, der deltog i virksomhedspanelet i september, og nu har DI skåret tallene efter virksomhedsstørrelse. Her kommer det frem, at kun en af fem af de største virksomheder med mere end 100 ansatte vil lægge deres kommende investeringer i Danmark.