Firmaet System-Text AB i Sverige har lige lanceret et nyt magasin med navnet Visual Impression, der skal udkomme i Sverige og Danmark tre gange årligt.
Ideen bag magasinet er, at inspirere og at give nye impulser til nye måder at bruge de jomfruelige media som storformater og billed-dekorationer på.
– Det store format påvirker mennesker og vækker følelser. Forbrugernes spontane erindring af produkter og varemærker øges mærkbart, hvis der bruges storformat-billeder i en reklame-kampagne, mener Bengt Lindelöf fra Lindelöf & Co., der producerer magasinet for System-Text.
I forbindelse med lanceringen af magasinet, har man udskrevet en konkurrence, der lægger op til at finde den bedst dækkende betegnelse for de nye media.
– Der er forskellige betegnelser som giant posters, mega banners, big banners og det danske storformat-billeder. Men ingen af dem er rigtigt gode. Derfor udskriver vi nu en konkurrence om et bedre forslag, siger Per Fredström fra System-Text.
Bidrag til konkurrencen kan afleveres på www.systemtext.se – til og med 31. januar 2002. Vinderen får bl.a. et valgfrit storformat-billede på 30 kvadratmeter. pia