Vestas har pådraget sig alvorlige ridser i imagelakken efter et år præget af brudte løfter, faldende aktiekurser og fyringer en masse.
Det viser imageanalysen 2011, som også afslører, at vindmølleproducentens karismatiske leder, Ditlev Engel, har særdeles svært ved at opretholde tidligere tiders tillid blandt investorer såvel som almindelige danskere.
Helt konkret falder Vestas fra en komfortabel tredjeplads i 2009 og en femteplads i 2010 til den hidtil dårligste placering på en 13.-plads i 2011, og chefen for Vestas’ investor relations, Peter Kruse, vil ikke påstå, at han er overrasket:
– Vores aktiekurs faldt med 44 pct. i 2010, vi udsendte en profitwarning, vi afskedigede 3.000 mennesker, hvoraf de fleste var i Danmark, og vi ændrede regnskabspraksis. Det er i hvert fald tre-fire argumenter for, at det ikke kan komme bag på os, siger Peter Kruse og tilføjer: “Men det er under alle omstændigheder meget negativt.”
Vestas har i mange år haft status af en “folkeaktie” på børsen, og ud af i alt 160.000 navnenoterede aktionærer kommer 150.000 fortsat fra Danmark. Men positionen er under pres, erkender IR-chefen.