Velkommen til den allerførste udgave af Nordisk Brief – et nyt samarbejde mellem svenske Resumé, norske Kampanje og danske Markedsføring.

Formålet er at give dig de vigtigste historier fra Norge og Sverige, så du er bedre rustet til at gøre dit arbejde i den danske marketingbranche. Nordisk Brief er gratis for alle medlemmer af Dansk Markedsføring.

Nedenfor vil du finde tre udvalgte historier fra Kampanje og tre fra Resumé, oversat og tilpasset på dansk.

Nordisk Brief er som sagt nyt, så vi hører meget gerne ris og ros fra jer medlemmer. Kan du bruge dette overblik? Har du særlige ønsker? Ser du potentiale for at føre det nordiske samarbejde videre? Så er du meget velkommen til at skrive direkte til chefredaktør Andreas Marckmann Andreassen.

Fra Kampanje i Norge:

  1. Nedslidte norske kommunikationsfolk: “Vi glemmer konsekvenserne af at drive ansatte til kanten”
  2. Bureaukæmpe udfordrer The North Alliance i Norden
  3. Sportsgiganten XXL mister endnu en markedsdirektør

1: Nedslidte norske kommunikationsfolk: “Vi glemmer konsekvenserne af at drive ansatte til kanten”

“Vi glemmer konsekvenserne af at drive ansatte til kanten,” skrev bureauleder Camilla Elise Berg, Awake, i et debatindlæg hos Kampanje. Dermed satte hun gang i en stor debat om, hvad arbejdsgivere i kommunikationsbranchen kræver af deres ansatte, og hvad de ansatte ofrer for karrieren.

“Jeg er meget fascineret af, hvad der gør folk i branchen så loyale, og at de bliver så længe i et job, når de virkelig ikke har det godt. Jeg er optaget af bæredygtighed, og dette er ikke bæredygtigt,” siger Berg om baggrunden for sit indlæg.

Hun har fået svar fra både bureauledere og andre kolleger i branchen, som genkender beskrivelserne. Adm. direktør på reklamebureauet Pol, Therese Becke, mener at situationen kan være blevet forværret af pandemien.

“Mange har oplevet, at det er blevet vanskeligere at sige nej, vi er blevet mere tilgængelige også uden for den normale arbejdstid, og det er blevet krævende at balancere job og fritid. Nu, hvor vi er tilbage i en mere normaliseret hverdag, er det udfordrende at sætte grænser igen, ikke mindst når opgavemængden og aktivitetsniveauet øges”, siger hun.

Når det kommer til at fastslå årsagen til nedslidningen, peger branchen i forskellige retninger. Nogle mener, at det er pitch-kulturen, som skaber arbejdspresset. andre mener, reklamebranchen er for dårlig til at stille krav til sine kunder.

Tidligere i februar inviterede Awake og Kampanje til et branchemøde, som skulle tage diskussionen videre. Der var også repræsentanter fra fagforeningen Fellesforbundet, som reagerer på, hvordan branchen forholder sig til arbejdsmiljøloven. Her mener man, at stillingbeskrivelserne er en del af problemet.

“Alle, jeg har været i kontakt med nogensinde i kommunikations- og reklamebranchen, er blevet defineret som havende en særligt uafhængig stilling. For mig virker det som om, dette bliver gjort for at undgå at betale overtid, men arbejdsmiljølovens definition af en fri og uafhængig stilling er ganske streng,” siger faglig sekretær i Fellesforbundet, Kjetil Larsen.

“Der er en hel række kriterier, som skal indfries, og jeg mener, det er yderst få i kommunikationsbranchen, som lever op til dem,” mener han.

Adm. direktør i Kreativt Forum, en interesseforening for norske reklame- og designbyreauer, Benedikte Løvdal, er uenig.

“Der er ikke én bureauleder i Norge, som ikke vil, at de ansatte trives, for hvis de ikke trives, så producerer de ikke. Eller de flytter sig. Eller de starter for sig selv. Det er vigtigt ikke at få det indtryk, at bureauledere bevidst driver rovdrift på de ansatte – ledere er meget opmærksomme på, at kapitalen i bureauet er medarbejderne,” siger hun.

Læs mere hos Kampanje (kræver abonnement):

2: Bureaukæmpe udfordrer The North Alliance i Norden

Teknologi- og designselskabet Knowit Experience er i færd med at blive lige så store som The North Alliance på det nordiske marked. Efter et år med både opkøb og organisk vækst, er de blevet 975 ansatte i hele Norden. Sidste år førte en omsætningsvækst på 49 procent til knap 1 mia. danske kroner i omsætning i 2021.

North Alliance havde til sammenligning en omsætning på 1 mia. danske kroner i 2020. Farten i omsætning og ansatte er blandt andet drevet frem af det store bureauopkøb af Creuna og flere opkøb i Danmark, herunder designbureauet 1508 og det kreative tech-bureau Strømlin.

“Mange vil måske mene, at andre ting er vigtigere end størrelse. Men for os har det været, og er, en fordel. Med en bred faglig tyngde og mange ressourcer er det enklere at svare ja, når vores kunder spørger. Og det giver flere muligheder for vore folk til at udvikle sig og få muligheden for at finde nye udfordringer hos os,” siger Fredik Ekerhovd, som er en af Knowits koncerndirektører og leder Experience-delen i Norden.

Læs mere hos Kampanje:

3: Sportsgiganten XXL mister endnu en marketingchef

Kjersti Jamne kaster håndklædet i ringen efter knap to år som øverste ansvarlige for marketingarbejdet i den skandinaviske sportskæde XXL. Dermed fortsætter levetiden for marketingtoppen i XXL med at være kort.

Jamne kom til XXL i sommeren 2020 fra Telia og var dengang den femte marketingdirektør i XXL på blot ti år.

“Ja, det blev et kortere ophold end oprindeligt planlagt, men der ligger ingen dramatik i det,” siger Kjersti Jamne til Kampanje.

Kommunikationsdirektør i XXL, Andreas Nyheim, siger, at sportskæden tager de hyppige udskiftninger alvorligt og har et ønske om at opbygge et kompetencemiljø internt.

“Så skal vi også kunne holde på dygtige folk. Her har vi en udfordring, som vi tager alvorligt,” siger Nyheim.

En ny marketingdirektør skulle allerede være på plads.

Læs mere hos Kampanje (kræver abonnement):

Fra Resumé i Sverige:

  1. Kommunikation og marketing er Sveriges sygeste erhverv
  2. Bureauopkøb på speed
  3. Politiet får skarp kritk for at bruge marketingkneb til misinformation

1: Kommunikation og marketing er Sveriges sygeste erhverv

Kommunikations- og marketingbranchen er den branche, som er værst ramt af arbejdsrelaterede psykiske sygdomme i Sverige. Kommunikatører er tre gange så syge som gruppen med det laveste antal sygedage, ifølge en rapport fra forsikringsselskabet Skandia.

Og hvorfor så det? Ifølge diverse sundhedsøkonomer, rekrutteringsfirmaer og andre eksperter på området er der flere årsager bag:

  • Det er en gruppe, som skal være tilgængelige, hurtige på bolden og fleksible.
  • De seneste ti år er der sket en stor forandring, både når det gælder mængden af information, man skal håndtere, men også nye platforme, man skal lære.
  • Faget er ofte lystdrevet, hvilket kan gøre, at man ikke prioriterer lige så meget tid til at lade op, som kroppen eller hjernen kræver.
  • Et udbredt udgangspunkt for at ansætte chefer i den kreative sektor er, at man ansætter den bedste kommunikatør, den bedste kreative, eller den bedste markedsfører. Men det er ikke nødvendigvis den bedste chef. Der savnes bedre ledelsesevner i branchen, og det kan føre til psykiske sygdomme og stress hos medarbejderne.

En af de anonyme personer, som Resumé har talt med om den psykiske usundhed i branchen, siger:

”Først blev min chef sygemeldt. Jeg blev ene kommunikatør for en virksomhed med 450 ansatte. Jeg havde ingen jobbeskrivelse. Så jeg skulle gøre alt. Ingen vikar blev givet. Chefen kom tilbage, jeg forklarede hvordan jeg havde det (dårligt), og chefen blev sur over, at jeg ikke havde sagt til, hvilket jeg jo gjorde. Jeg fik kritik for min indsats, imens chefen var syg. Chefen italesatte, hvordan jeg kunne være udmattet, da jeg knap havde registreret nogen overtid. Så kunne det ikke være så stresset.”

Sådan forsøger de svenske chefer at modarbejde stress:

  • På PR-bureauet Westander sørger man for, at de ansatte som udgangspunkt ikke arbejder over.
  • På reklamebureauet M&C Saatchi modtager man ikke mails uden for arbejdstid.
  • Planlægningsmøder og en Netflix-dag, som alle ansatte kan planlægge en gang om året.
  • Reklamebureauet LeBureau har indført udviklingssamtaler en gang om måneden i stedet for en gang om året.

I skyggen af pandemien, ved siden af en presset og stresset branche, sker nu en talentflugt. Ikke bare i Norden, men også ude i verden. Trenden kaldes ”The Great Resignation” og indebærer, at folk frivilligt siger op.

Læs mere hos Resumé (kræver abonnement):

2: Etablering på speed

I kølvandet på den økonomi, som er opstået efter finanskrisen, har store spilere inden for revision, tech og management håndplukket kommunikationsbureauer i Sverige. Efter EY, Deloitte, PwC, McKinsey og Accenture er Altor-ejede ARC, Knowit Experience og et samlet Publicis begyndt at udfordre North Alliance på de nordiske opgaver i skæringspunktet mellem digital transformation, markedsføring og kreativitet.

Lidt fra siden har også norske Nova Consulting Group, med hjælp fra risikokapitalselskabet Explore Equity, bygget en bureaugruppe på syv bureauer inden for forskellige discipliner. På 15 måneder. Tre af disse bureauer (Pinberry, Infunnel og Cloud Nine) arbejder allerede over landegrænserne. Stordriftsfordele og behovet for integrerede løsninger driver konsolideringstrenden.

Læs mere hos Resumé (kræver abonnement):

3: Skarp kritik af politiets kommunikation i Sverige

Talgymnastik, skønmaling og hemmeligholdelse som strategi – hvis man troede, svensk politi var gennemsigtige, så tog man fejl. Ifølge flere forskningsrapporter har det svenske politi i løbet af det seneste år gjort en indsats for at tegne et positiv billede af myndigheden.

En forskerledet rapport konkluderer, baseret på måden, politiet kommunikerer på sociale medier i kombination med gennemslagskraften, at det bedst kan betegnes som en effektiv propagandakanal.

I en spørgeundersøgelse, som Resumé har lavet blandt krimijournalister, svarer to tredjedele, at politiet har tilbageholdt eller givet misvisende oplysninger (hvilket svensk politi ikke kan genkende).

Dette, ifølge både forskere og journalister, som Resumé har talt med, er en trussel mod demokratiet. Spørgsmålet er, hvorvidt myndighederne – svenske, norske eller danske – bør bruge markedsføringskneb, som normalt er forbeholdt moderne, private virksomheder.

Læs mere hos Resumé (kræver abonnement):