Omkring 40 underdirektører og andre på samme ledelsesniveau fra nogle af landets største virksomheder står nu klar til at hjælpe små vækstvirksomheder med for eksempel en tørn i bestyrelsen. I alt 13 virksomheder med giganter som Novo Nordisk, TDC og Grundfos i spidsen er gået med i projektet. De næste to år vil de stille nogle af deres egne førende ledelsespersoner til rådighed som enten mentorer eller i egentligt bestyrelsesarbejde. Der er typisk tale om personer fra næstøverste led i ledelsen af de store selskaber.
– Mange små virksomheder har et stærkt behov for professionelle personer, de kan sparre med. Derfor glæder det mig, at de indbudte store virksomheder har taget så positivt mod vores idé, siger vicedirektør Anders Hoffmann, Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Næste skridt bliver at finde omkring 30 vækstvirksomheder, der kan “aftage” eksperterne fra de store spillere. De første partnerskaber ventes klar i forbindelse med årets iværksætterkampagne i uge 46.
Business.dk