Storebæltsforbindelsen er en guldrandet forretning for Danmark, der vil give samfundsøkonomiske gevinster på flere hundrede milliarder kroner over de næste mange år.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det viser en analyse fra Transportministeriet og Sund & Bælt. Det er den første større analyse af Storebæltsforbindelsens betydning for det danske samfund siden åbningen.

– De fleste danskere har haft på fornemmelsen, at Storebæltsforbindelsen er meget vigtig for Danmark. For vores økonomi og for vores samfund, og nu kan vi se sort på hvidt, at det faktisk er rigtigt, siger transportminister Magnus Heunicke (S).

Ifølge analysen er det først og fremmest brugerne af Storebæltsforbindelsen, der indkasserer de største samfundsøkonomiske godbidder over den 50-årige periode.

I alt vil Storebæltsforbindelsen betyde en fortjeneste på 289 mia. kr. for erhvervslivet og de mange danskere, der krydser vandet mellem Sjælland og Fyn.

Langt størstedelen – nemlig 195 mia. kr. – kommer direkte fra ”tidsgevinster”.

Jyllands-Posten