To af landets største entreprenør-selskaber, Aarsleff og MT Højgaard, er røget i slagsmål om en kontrakt på knap en milliard kroner for staten.

Det er MT Højgaard, der har klaget over Banedanmark i forbindelse med en kontrakt på den nye jernbane mellem København og Ringsted. Der er tale om jernbaneprojektets største enkeltkontrakt, en strækning på godt tre km i Valby og Hvidovre, hvor banen skal lægges i tunnel og trug. Banedanmark besluttede kort før jul at give arbejdet til Aarsleff, der efter forhandling med de fem prækvalificerede konsortier afleverede billigste tilbud.

Den beslutning har MT Højgaard indbragt for Klagenævnet for Udbud, idet Aarsleff formelt set ikke var blandt de entreprenører, der i april 2013 blev prækvalificeret til opgaven. Aarsleff blev således prækvalificeret i et joint venture med Pihl, og konsortiet afgav første tilbud dagen efter Pihls konkurs. MT Højgaard bekræfter, at MT Højgaard og joint venture-partneren Züblin har klaget over Banedanmarks beslutning om at tildele Aarsleff kontrakten.

Licitationen