Stribevis af landets førende professionelle storinvestorer har travlt med at sælge ud af deres aktier i den kriseramte smykkekoncern Pandora.
Investorerne tror ikke længere på selskabet og anser desuden aktien som forbundet med en voldsom usikkerhed.
Blandt de investorer, der nu stort set har droppet Pandora-aktien, er Nykredit Invest, LD, Carnegie Asset Management og Danske Invest samt Bankinvest, skriver Jyllands-Posten.
De peger alle på, at en stor usikkerhed omkring Pandoras fremtid kombineret med manglende tiltro til ledelsen og forretningsmodellen er den primære årsag til, at de nu opgiver den tidligere så ombejlede smykkegigant.