Danmarks to magtfulde investorer i de toneangivende virksomheder, ATP og LD Invest, langede voldsomt ud efter Vestas topledelse på generalforsamlingen i Aarhus mandag.
Et stærkt skuffende 2010 med nedjusteringer, ændret regnskabspraksis der forvirrer investorerne, massefyringer og stigende mistillid til topledelsen og bestyrelsen, fik frit løb i en flere timer lang generalforsamling og kulminerede, da Claus Wiinblad, aktiechef hos Danmarks største investor ATP, tog ordet med en solid lussing til Vestas for at have ført et, efter ATPs mening, meget optimistisk investeringsprogram gennem årene.
–Vestas har de sidste fem år investeret 17 mia. kr., men i samme periode har Vestas kun hentet to mia. kr. ind i frit cashflow. 15 mia. kr. er altså finansieret gennem kapitaludvidelser, sagde Claus Wiinblad på talerstolen og tilføjede, at ATP nærede ringe tillid til, at disse investeringer kunne tjenes hjem.