De seneste ti år har det danske vindudviklerselskab Global Wind Power med base i Thisted omsat for fire mia. kr. Vestas-møller.

Men nu er det slut, skriver Berlingske i dag.

Vi har været rigtigt glade for samarbejdet. Men nu er der et nyt Vestas på vej med ny ledelse og strategi, og det er lidt utydeligt for mig, hvad vores rolle bliver i den sammenhæng. Den afklaring kan vi ikke vente på, så vi søger nye partnere i markedet, siger adm. direktør i Global Wind Henrik Amby til Berlingske og fortæller, at han mener, at selskabet vil stå stærkere uden Vestas.

Han afviser, at stoppet for samarbejdet hænger sammen med den tvist, som selskabets bestyrelsesformand – den tidligere Vestas-boss Johannes Poulsen – har haft med Vestas, hvor han har langet ud efter vindmølleproducenten i forbindelse med politianmeldelsen af de to fyrede og politianmeldte direktører Henrik Nørremark og Hans Jørn Rieks.

Berlingske