Sidste år udsendte det mellemstore danske reklamebureau Just/Kidde en Direct Mail til blandt andre det danske salgskontor for Remy Martin Cognac. Det resulterede i første omgang i et new-bizz møde og en prøveopgave. Opgaven faldt så heldigt ud at bureauet nu udnævnes til Remy Martin’s bureau for special-projekter på internationalt plan.
Just/Kidde er i allerede i fuld gang med at udvikle materiale til en række europæiske markeder.
– Det er en kæmpe ting for os, fortæller bureauets direktør Uffe Just.
– Vi har allerede ansat 2 mand ekstra til at håndtere Remy Martin, men hvor stort det kan blive tør jeg slet ikke tænke på.
Bureauet udgør i dag 16 personer, med forventer i lyset af de nye opgaver at vokse betydeligt i løbet af 1997.
– I dag omsætter vi ca. 18-20 mill. kr. i kapitaliseret omsætning, hvilket sammen med Remy Martin skulle placere os på top-20, allerede i år. Men Remy Martin kunne godt fordoble vores omsætning næste år, for der er flere andre store projekter og kunder på vej, fortæller Uffe Just.
MIXE COGNAC?
Remy-Cointreau er blandt verdens største spiritusvirksomheder, der ud over flagskibet, Cognacmærket Remy Martin markedsfører og distribuerer produkter som Remy Martin, Cointreau, Galliano, Passoa, Krug Champagne, Piper Heidsieck, Charles Heidsieck, Famous Grouse og diverse bolsjeprodukter. Remy-Cointreau er familieejet, og har hovedsæde på Champs Elysees i Paris.
Aftalen med Just/Kidde omfatter Remy Martin Cognac, der er ledende på det globale cognacmarked, i skarp konkurrence med Martell og Hennesy.
Markedet for cognac er stigende i både Asien og USA, hvor man har en større traition for at mixe, end vi har i Europa, hvor markedet er stagnerende. Derfor går opgaven ud på at ændre forbrugernes vaner i Europa med hensyn til at mixe cognac.
– De unge kan godt lide shots og mixede drinks, men hvor man sagtens kan mixe en whisky, bliver cognac opfattet som noget støvet noget man nyder hjemme foran pejsen, fortæller Uffe Just.
– For at komme det til livs leder Remy Martin efter De Vises Sten for at finde den rette cognac-mixer og koncept, siger han.
COGNAC/TONIC
På samme måde ledte Remy Martin efter et genialt koncept, og lokalkontorerne i de enkelte lande blev bedt om at komme med et forslag.
Just/Kidde kom via det danske kontor også med et bud.
Via en række gruppeanalyser og smagstests kom bureauet frem til at især tonic mixer godt med Cognac. Samtidig præsenterede bureauet konceptet RemyX.
Smag, navn, koncept og kampagne blev testet på en række markeder, og Just/Kidde gik i direkte dialog med Remy Martin i Paris.
Det har resulteret i at Just/Kiddes RemyX koncept nu introduceres på større niveau.
Dette influerer ikke på Remy Martin internationale cognac-markedsføring, der fortsat ligger hos DDB Needham i Paris.
BOX
Just/Kidde blev startet i 1993 af to udbrydere fra Lyre & Valbo, Carsten Kidde der er kreativ direktør, og Uffe Just der er bureauets direktør og kontaktansvarlig.
Bureauet forventer at omsætte 18-20 mill. kr. i kapitaliseret omsætning i 1997.
Kunder: Acer, Beck & Jørgensen, Bolind, Braun, Brio, Chr. Hansen, Colgate Palmolive, CRI, Damgaard Data, Danske Pelsauktioner, Jensen Gruppen, Miele Professionel, NM Pharma, Pfizer, Pharmacia & Upjohn, Remy Martin.