Når Danmarks mest effektive reklamer til november skal kåres i forbindelse med Kreativitet & Kommunikations årlige prisuddeling Advertising Effectiveness Award (AEA), sker det med et temmelig stort, internationalt navn som hovedsponsor.
Det er Google der har valgt at sponsorere AEA – i øvrigt som den eneste begivenhed på dansk jord.
Aftalen er en logisk konsekvens af Kreativitet & Kommunikations fremadrettede strategi, siger direktør, Tine Aurvig-Huggenberger i en pressemeddelelse:
– Vi har længe ønsket at tage vores store prisuddeling, AEA, til det næste niveau. Med en virksomhed som Google i ryggen er jeg overbevist om, at vi er på rette vej. Med Googles position som en afgørende spiller i de digitale løsninger, er samarbejdet en logisk konsekvens af vores ønske om øget fokus og eksponering omkring AEA. Samtidig er sponsoratet en cementering af AEA som branchens tungeste pris.
Hun tilføjer, at målet har hele tiden været, at øge omtalen og eksponeringen af medlemmernes resultater, og at aftalen med Google giver de bedste muligheder for netop det.
Peter Friis, Direktør for Google i Norden uddyber:
– I fremtidens medielandskab er det umuligt at tale annonceeffektivitet uden at arbejde med digital som absolut udgangspunkt for hele markedsføringsstrategien. Det mener vi, at Kreativitet & Kommunikation har skarpt fokus på, og derfor vil vi gerne støtte op om AEA 2013.
Han mener, at markedet for længst er nået forbi det punkt, hvor det giver mening med fragmenterede strategier opdelt efter medieplatforme.
– Fremtidens markedsføringsstrategi skal kunne nå alle kundegrupper, på tværs af alle enheder på alle tidspunkter af døgnet, og med den forbrugeradfærd vi ser i dag vil det være en umulig opgave uden at have digital som strategiens absolutte hjerte, siger han.
Google er tilknyttet AEA som sponsor fra og med AEA 2013, der afholdes 26. november på Akademiet For Utæmmet Kreativitet.
Kreativitet & Kommunikation (tidligere DRRB) blev etableret i 1952 og har i dag godt 100 medlemmer. Medlemsvirksomhederne er spredt ud over hele Danmark og favner bredt inden for kreativitet, kommunikation og innovation – fra reklame- og digitalbureauer over mediebureauer og filmselskaber til PR- og kommunikationsbureauer.
Om AEA
Siden 2000, dengang under navnet ”Reklamen til Eksamen”, har AEA været den mest betydningsfulde pris i det danske medielandskab. AEA har tre overordnede formål:
– at demonstrere, at seriøs og kreativ reklame virker
– at opnå en bedre forståelse for den afgørende rolle, reklame, branding og markedsføring spiller for virksomhedernes muligheder for indtjening
– at analysere reklamens effektivitet og forbedre metoderne til vurdering af markedsføringens effekt. AEA skal således medvirke til at synliggøre reklamens enestående evne til at opbygge stærke virksomhedsidentiteter og brands – ikke bare overfor forbrugerne, men overfor alle virksomhedens interessenter.