Det digitale bureau og konsulenthus Impact vil skabe ”Commerce for the Better” og har i den forbindelse hentet Louise Klüwer ind i en nyoprettet stilling som bæredygtighedsansvarlig.
Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.
I sin nye stilling skal Louise Klüwer ”stå i spidsen for et strategisk fokus på at skabe en mere miljøbevidst og ansvarlig digital handelsindustri”, skriver Impact i meddelelsen.
Og ifølge Kasper Holst, der er CEO i Impact Group, er ansættelsen ”et vigtigt skridt for virksomhedens ambition om at skabe mere bæredygtige handelsstrategier i danske virksomheder”.
”Vores beslutning om at ansætte en bæredygtighedsansvarlig handler ikke kun om at være fremadskuende. Det handler om at lede branchen i retning af en mere miljøbevidst og ansvarlig digital handelsindustri,” skriver han i meddelelsen og tilføjer:
”Med Louise på holdet får vi en dedikeret konsulent for vores B2C- og B2B-kunder, der søger bæredygtige løsninger, og jeg er sikker på, at hun kan øge kvaliteten af det arbejde, vi allerede har gang i.”
“Et paradoks”
Louise Klüwer kommer senest fra en stilling som Senior Advisor & Project Manager hos bureauet Stupid Studio og har desuden mange års erfaring med forandringsledelse, konceptudvikling og strategi med sig fra blandt andre TV 2, det digitale bureau Vertic og Red Barnet.
Hun tror, skriver hun i meddelelsen, ”fuldt og fast på, at implementering af en bæredygtig handelsstrategi er nøglen til at åbne nye muligheder for meningsfuld vækst”.
”Det kan hjælpe med at øge overskuddet, drive optimering, reducere omkostninger, mindske risici, tiltrække talenter og fremme innovative forretningsmodeller,” skriver hun, idet hun også erkender, at hendes nye ansvarsområde rummer ”spændende kontraster”.
”Ærlig talt ser jeg et paradoks: Handel er lig med forbrug, og forbrug er fundamentalt set ikke særlig bæredygtigt,” skriver hun og tilføjer:
”Men jeg synes, det gør problemstillingen endnu mere relevant at tale ind i. Bæredygtighed bør ikke betragtes som en hindring for overskud, men snarere som en katalysator for positiv forandring og meningsfuld vækst.”