Singler gider langt hen ad vejen ikke lave mad til sig selv, og spiser derfor ikke overraskende færdigretter 125 pct. oftere end samlevende og gifte.

Men samtidig savner de mere variation og flere spændende retter i det danske udvalg af convenience-mad.

Det er et af budskaberne i reklame- og vidensbureauet envisions seneste forbrugerstudie om danske singler. Og det har Nord Gourmet nu taget konsekvensen af og lanceret en måltidsordning målrettet singler.

Lækker mad til singler på 10 minutter

Den såkaldte ”Singlebox” er en måltidskasse med 5 portioner, der kan laves på bare 10 min. Den leveres direkte til hoveddøren og henvender sig til dem, der er alene og ikke gider at lave mad til sig selv, men som samtidig gerne vil spise nye, spændende kvalitetsretter hver dag.

– Envisions seminar om singleshopperen ledte os på sporet af behovet for et sundt økologisk fastfood-alternativ til singler, siger Annette Møller Therkelsen, indehaver af Nord Gourmet.

Hos envision glæder man sig over, at ”Singleshopperen” har inspireret til nytænkning.

– Det er jo netop dét, der er meningen, siger Mona Juul, CEO i envision, og fortsætter:

– Singleshopper-rapporten har generelt vakt stor interesse hos både vores eksisterende kunder og nye emner. Den har affødt en stor efterspørgsel på foredrag, workshops og produktudvikling, og vi kommer helt sikkert til at se en masse interessant kommunikation og kreative koncepter, som bygger direkte på indsigter fra studiet, slutter Mona Juul.