Discotek Q-house – under Palads-biograferne i det indre København – lancerede ved åbningen som de første tv på toiletterne. På dametoiletterne er tv-skærmene sænket ned i gulvene foran kummerne, så de unge damer kan kigge på reklamer eller underholdning, mens de er derude for sig selv.
På herretoiletterne er skærmene derimod placeret i brysthøjde på væggen – nydeligt sænket ind i pissoirernes stålplader.
– Vi har lavet en sponsoraftale med Panasonic, så de har anbragt syv skærme på dametoilettet og fem på herretoilettet med lyd. Herudover er der 22 monitorer inde i diskoteket og endelig seks ved indgangene, fortæller Philip Lundsgaard, der sammen med Dennis Johannesson driver det nye in-sted.
– Inde på begge toiletterne er der en skærm og et tv-kamera. De bliver brugt til fra dametoilettet at se, hvordan der bliver vasket hænder og redt hår inde på herretoilettet – og omvendt. Der er ikke lyd mellem de to rum, men det holder bestemt ikke gæsterne tilbage fra at kommunikere med fakter og grimasser
Ideen er at vise reklamer, tv-programmer eller film meget nøje rettet mod målgruppen 18 til 25 år, der er de typiske diskoteksgæster.
– I øjeblikket viser vi inde hos pigerne “Fire bryllupper og en begravelse“, et program med Chippendales, nogle musikvideoer med tidens hits samt reklamer for vores spiritusleverandører. Hos drengene viser vi en video med Madonna, en udenlandsk Miss-konkurrence, Chippendales og Lykkehjulet. De to sidste bruger drengene som skydeskive – så de kan prøve at p….. på Bent Burg, smiler Philip Lundsgaard.
En reklameblok med et 30 sekunders spot sælges i en tre-måneders periode for 2.000 kr. pr. måned. Målgruppen er de 18 til 25 årige. Eneste ulempe, der kunne konstateres ved en komplet uvidenskabelig undersøgelse, er, at målgruppen “Veludrustede mænd 18+“ kan have problemer med at se skærmen under begejstring.
Installationerne kan betragtes på diskotekets hjemmeside på adressen www.q-house.dk