Dong Energys beslutning om helt at droppe planerne om at bygge et 1.600 megawatt kulkraftværk til en pris på 15 milliarder kroner i Nordtyskland bliver en dyr fornøjelse for det statsejede selskab.

Der er brændt 1,1 milliard kroner eller måske endnu mere af på sagen, erfarer Berlingske Business fra flere kilder. Værket, der endte som et flop, var Dongs mest fremskredne udenlandske kulkraftprojekt, indtil de alle blev skrinlagt i slutningen af 2009,
Dong har hemmeligholdt prisen på det kuldsejlede nordtyske projekt, der omfattede to kraftværksblokke i et industriområde i byen Lubmin ved Greifswald tæt ved Østersøen.

At projektudgifterne løber op i én milliard kroner plus det løse, fremgår af et internt dokument fra Dongs projektselskab ”Kraftwerke Greifswald, Construction Project” fra november 2009, som Berlingske Business er kommet i besiddelse af.

Det oprindelige budget på udviklingsprojektet var 135 millioner euro eller én milliard kroner, fremgår det af statusrapporten.
Berlingske Business side 1 + 8-9.