Midt i kampen om det danske streaming-marked går Aller Media i denne uge i luften med en ny streamingtjeneste som erstatning for de fysiske gave-dvd’er, der gennem flere år har være brugt marketingværktøj for at få flere danskere til at købe mediehusets blade.

Målet er i første omgang at teste marketing- og bladsalgseffekten når den fysiske dvd udskiftes med en online video-on-demand-version – en løsning, der giver læserne større valgfrihed til langt lavere produktionsomkostninger.

– Vi lancerer løbende nye marketinginitiativer, som kan markedsføre vores udgivelser og løfte bladsalget. Med streamingtjenesten har vi fundet en løsning, som giver vores læsere mere værdi i form af valgfrihed og fleksibilitet, vores produktionsomkostninger bliver betydeligt lavere, og så fungerer kampagnen på tværs af brands. Samtidigt imødekommer vi læsernes ønsker om at tilgå medieindhold på smartphones, tablets og computere – hvor som helst og når som helst, siger Vibeke Wolfsberg, der er bladsalg & marketingdirektør i Aller Media.

Aller Media vil efterfølgende evaluere på det nye marketing-tiltag for at vurdere om streamingtjenesten fremadrettet skal være en del af marketingmikset.

I testperioden kan Allers ugebladslæsere bl.a. vælge i mellem kendte film som bl.a. ”The Way Back”, ”The Road”, ”Space Dogs” og ”You will meet a tall dark stranger”. Alle film kommer med danske undertekster, og der følger en gratis film med hvert ugebladseksemplar.

Læserne har fire uger til at vælge den film, de vil se, og 48 timer til at se filmen, når den er startet.