a@slotpost.dk
Oprøret ulmede lige under overfladen.
Fangerne i de stribede fangedragter brokkede sig vedvarende. Ikke sådan at personalet direkte blev lovet bank. Slet ikke. Men situationen var alligevel så anspændt, og de fysiske behov så trykkende, at ledelsen til sidst gav sig:
De købte et par stempelkander, noget kaffe og kaffebægre.
– Det var først på vej op ad alleen til fængslet, at det gik op for os, at vi skulle i fængsel, fortæller Rikke Thorsen, grafisk designer hos Datagraf.
– Vi troede jo, vi skulle på hotel og sidde i et konferencelokale og lægge planer. Det med fængslet kom helt bag på os.
– Den der fornemmelse af at blive låst inde. Vi blev anvist en celle. Cellerne var som om de lige var blevet forladt. Indtørrede pizzastykker og cigaretskodder. Så skulle vi klæde om til fængselstøj; der for mange tanker gennem hovedet. Alle vores ejendele blev pakket sammen i en sæk og afleveret.
– Vi skulle sove på de der skide brikse på en tynd madras, siger Rikke Thorsen.
Datagraf – jysk trykkeri og designbureau m.v. med afdeling også i hovedstaden – vil have ny retning på sin egen markedsføring. En ny strategi for det udtryk og indtryk, virksomheden sender til omverdenen, til kunderne.
Datagraf sælger og rådgiver om grafisk design, kommunikation og markedsføring. Alligevel valgte Datagrafs ledelse at hyre Århus-bureauet Creative Zoo, der skal foreslå en ny designlinje og kommunikationsplatform til Datagraf.
– Vi har ikke tidligere hyret eksterne til den del. Vi har kræfterne til det selv. Men risikoen ved altid at gøre det internt er, at det bliver for indforstået, siger salgs- og marketingchef Jan Gorridsen.
– Vi kommunikerer for eksempel et image som en meget rummelig virksomhed. Hvi lket måske er helt ligegyldigt for kunderne. Det går helt i selvsving med farver og billedvalg. Vi bruger kun og meget vores egne medarbejdere som modeller, måske i en skæg situation med papirhat for at signalere kreativitet. Uden helt at vide, hvad vores kunder har ud af det lidt fjollede.
Skomagerens børn
– Traditionelt, så ville man jo interviewe marketingchefen og direktionen og fire kunder, siger Jan Gorridsen videre.
– Men på den måde ville der aldrig blive ejerskab til strategien internt hos os.
Morten Søholm, partner i Creative Zoo, tilføjer:
– Datagraf har alle de nødvendige kompetencer internt. Så kan man forvente modstand mod en strategi, der kommer fra eksterne. Men ved at inddrage de folk, der har kompetencerne, så kan vi bedre undgå modstand.
Det er til dels som historien om skomagerens børn og smedens hest – der har de ringeste sko. Fordi de ofte kommer i anden række.
Det var netop medarbejdere inden for salg, marketing, design og andre kreative, der blev udpeget til workshoppen. Alle i de afdelinger skulle pege på kolleger, og derfra blev udvalgt de 12, som i sidste ende deltog i fængsels-workshoppen – ud fra en balance i køn, alder, jobfunktion, geografi.
Ledelsen spærret ude
Og nej, ingen fra ledelsen deltog i workshoppen i det nedlagte statsfængsel. De menige og konsulenterne styrede det selv: Start torsdag middag, opvarmning, gruppearbejde med en række spørgsmål, så en salgstale/pitch fra hver gruppe inden aftens-vand-og-brød. Og så arbejde med en anden gruppes oplæg indtil vækning og gospelsang og morgen-vand-og-brød. Og slut ved frokosttid med ledelsens takketale – uden at ledelsen ser de egentlige produkter fra workshoppen. Konsulenterne har et par uger til at omforme hele inputtet til den samlede pakke, der skal præsenteres for Datagraf.
– Alle har jo ligesom prøvet det med at være på Scandic og spise sammen og lave gruppearbejde. Med den her metode for en workshop var det tanken at holde fokus på opgaven i nogle helt anderledes rammer, siger Jarl Gorridsen.
Rikke Thorsen s iger:
– Altså, der blev jo rusket noget op i os før arbejdet, man bryder vanetænkningen. Det binder sammen, man griner. Det var svært, men det er utroligt så meget vi nåede, der blev arbejdet igennem.
Det med ”vand og brød” er i øvrigt lidt løgn. Det var nemlig lidt mere end brød, det var godt brød. Og der var faktisk både spegepølse og marmelade.
Boks:
Horsens Statsfængsel – nu som business.
Kan man sælge sand i Sahara? Kan man få folk til at betale for at komme i fængsel?
Horsens Kommune og statens ejendomsselskab har store planer for ”Slottet”. Byens store planer går bl.a. på en art oplevelses- og forlystelsespark.
Eventbureauet Severus har allerede solgt flere events i det nedlagte fængsel, efter at fangerne i efteråret rykkede til det nybyggede topmoderne fængsel vest for byen. Eksempelvis havde Horsens Kommune henlagt en velkomstfest før Melodi Grand Prix-finalen i februar til det 154 år gamle fængsel. Og, som det hed i indbydelsen: For første gang var det lovligt at indtage alkohol helt åbenl yst.
Som et andet eksempel har it-firmaet EDB-Gruppen arrangeret et heldagsseminar i fængslet.
Datagrafs arrangement var det første af sin art med overnatning.
asj