Medarbejderne på Børsen Magasiner har i et brev til Bonnier-koncernen, der ejer både magasinerne og dagbladet Børsen, klaget over, at dagbladet går ind på magasinernes kernemarked med en række magasinudgivelser, bl.a. Magasinet Børsen Image. Medarbejderne mener, at Børsen’s magasin-satsninger truer de øvrige magasiners annonceindtægter.
“Det er indlysende svært at forklare både annoncører og læsere, at der er stor forskel på Magasinet Børsen Image og Børsens Nyhedsmagasins Image-nummer”, skriver medarbejderne i et brev til Bonniers-ledelsen, som Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af.
Medarbejderne vil nu gerne have en udmelding fra koncernledelsen om, hvorvidt der i koncernens opbakning til dagbladets kurs, ligger en opfordring til andre om at tilsidesætte gamle samarbejdsnormer indenfor koncernen og dermed kaste sig ud i konkurrence.