Amerikanske Tesla, der producerer luksus-elbiler, har fået problemer i Kina, hvor Zhan Baosheng har reserveret rettighederne til Tesla-navnet, før den amerikanske elbilproducent begyndte sine aktiviteter i landet.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en artikel fra Bllomberg News.

Tesla er blevet truet med et sagsanlæg fra Zhan Baosheng, som forlanger, at Tesla lukker sine showrooms, servicecentre, bil-ladestandere i Kina samtidig med, at han forlanger en erstatning på 23,9 mio. yuan, hvilket svarer til 21,5 mio. kr.

Tesla har svaret igen, og talsperson Simon Sproule skriver i en email, at dette er et forsøg på at stjæle aktiver fra selskabet.

Bilproducenten har desuden indgivet en klage over Zhan Baosheng til de kinesiske myndigheder. Det pointeres, at Tesla ikke selv har modtaget et officielt sagsanlæg.

En stribe andre store internationale varemærker har været udsat for samme udfordringer, hvor de har oplevet, at deres ekspansion til Kina er blevet mødt med denne type af varemærkekrænkelser. Det gælder forbrugerelektronikkoncernen Apple og det britiske modetøjhus Burberry.

Bloomberg/Aktiefokus/Jyllands-Posten