Lyngby Boldklub er havnet i en noget uheldig situation.
Et sponsorarrangement til Madrid i forbindelse med Real Madrids Champions League-kamp mod Liverpool for cirka 35 deltagere i Lyngby Boldklub-regi udviklede sig i en meget kulørt retning for nogle af turens deltagere.
Og det får nu konsekvenser, skriver BT. For klubbens hovedsponsor og aktionær Hellerup Finans sætter ledelsen hos Lyngby Boldklub stolen for døren og siger: ”Træk jer, eller vi går og tager vores millioner med os”.
Der er tale om et sponsorbeløb i en størrelsesorden, der udgør en økonomisk livsnerve for Lyngby Boldklub. BT har talt med deltagere på turen, der beretter om besøg på en stripklub og et tæt alkoholindtag. Avisen har også talt med Torben Jensen, adm. direktør hos Hellerup Finans, der bekræfter, at der er tale om et ultimatum.
– Det kan du sige. Vi har sagt, at ledelsen med Christian Hill-Madsen (Lyngby Boldklubs formand) må gå, hvis vi skal blive ombord. Det er vigtigt for mig at understrege, at dette ikke er en aktion mod boldklubben, som vi holder med og af og gerne bistår i bestræbelserne på at komme i Superligaen, men det er en klar afstandtagen til ledelsens menneskelige værdier. Dér må vi bare sige, at det kan vi ikke arbejde med, siger han.
Han mener, at Christian Hill-Madsen ved at fortælle historien til finans.dk tirsdag har skudt sig selv PR-mæssigt i foden.
– De ting, der fandt sted, var med ledelsens billigelse og dermed i Lyngby-regi, og vi havde faktisk håbet på, at vi kunne gå lidt stille med dørene med sagen, fordi vi synes, den er enormt ærgerlig, men nu valgte han jo selv at komme ind på detaljerne, så må vi gå linen ud, siger han til BT
jv.dk/bt.dk