Et tværfagligt projekt for 230 studerende fra Medie- og Journalisthøjskolen i sidste uge havde til formål at komme frem til det bedste bud på en kampagne, der vil involvere og aktivere københavnerne i sommerens homoseksuelle World Outgames begivenhed.
Fredag blev kampagnerne bedømt af personager fra reklame- og kommunikationsbranchen.
Ved bordet sad blandt andre projektleder Andreas Lange fra We love People, Paul Clements, kreativ direktør hos TBWA, kreativ direktør hos Kunde & Co Flemming Slebsage samt ledere fra World Outgames.
– World Outgames er en positiv og vigtig begivenhed for København. Men også en begivenhed, der er meget omfattende fra det folkelige og festlige i massevis af sport- og kulturaktiviteter til den meget seriøse menneskerettighedskonference og den bagvedliggende alvorlige baggrund for World Outgames, siger ”legenes” direktør Uffe Elbæk.
Han henviser i sin udtalelse til det faktum, at en tredjedel af alle verdens lande kriminaliserer kærlighed mellem mennesker af samme køn.
Uffe Elbæk fortsætter:
– Den er en kompleks opgave, som de studerende havde at arbejde med og måske netop derfor ekstra spændende. For World Outgames var det utrolig dejligt, at få 230 unge menneskers bud på, hvordan de ser World Outgames som begivenhed, det kan vi bruge til rigtig meget.
Læs mere om projektet på www.tfp-uge.dk