Den københavnske bycykel får nu konkurrence fra en nystartet virksomhed, FreeBikes.
Konceptet retter sig mod studerende, som kan få en cykel gratis i et år. Herefter sender FreeBikes cyklerne til Senegal og Ghana i Afrika, hvor de kan gøre gavn for de studerende, der har langt til uddannelse. Det skriver erhvervsbladet.dk.
– FreeBikes er et stærkt aktiv i forbindelse med blandt andet innovativ branding, rekrutteringskampagner, outdoor-media og branding af nye produkter, skriver virksomheden på sin hjemmeside.
Virksomheder eller organisationer kan få skræddersyet en cykel med reklame, farver eller logo i hele cykelstellets trekant, ligesom alle cyklens øvrige dele kan fremstilles i virksomhedens egne farver.
Som oplagte eksempler kunne Netto købe gule og sorte cykler, Tryg røde og hvide – og Danske Bank gule og….undskyld blå og hvide.
– Med FreeBikes har virksomheder og organisationer mulighed for at være med til at skabe en grøn og social ansvarlig udvikling og samtidig ramme de studerende effektivt og målrettet med deres reklame, siger Emil Wilk, der er konceptudvikler og partner i FreeBikes til erhvervsbladet.dk.
Målet er, at FreeBikes-konceptet bliver udbredt til alle danske studiebyer i løbet af næste år.
Læs mere om konceptet
her.