En undersøgelse, som netVersion 1.0 har foretaget blandt studerende på Danmarks Journalisthøjskole – DJH viser at kommende journalister ikke gider at skrive historier til nettet.
Kun tre ud af de 95 studerende, der besvarede de udleverede spørgeskemaer om deres drømmearbejdsplads efter endt uddannelse, havde nettet som 1. prioritet. Og for 75 af deltagerne i undersøgelsen var web-branchen det mindst eller næstmindst ønskede sted at komme til at arbejde.
Undersøgelsen er blevet lavet blandt skolens 1. og 8. semester-studerende. I spørgeskemaet fik de mulighed for at prioritere mellem henholdsvis radio, tv, nettet og trykte medier som arbejdsplads, når eksamensbeviset er i hus.
For de kommende journalister ligger drømmejobbene imidlertid stadig inden for de traditionelle medier – 69 ville helst arbejde med trykte medier, 15 ville hellere arbejde med tv, mens otte allerhelst ville arbejde med radio, og de sidste 3 ville arbejde inden for web-branchen. Hvis de altså selv kunne vælge.
På trods af den manglende interesse for nettet som journalistisk arbejdsplads er multimedier paradoksalt nok kraftigt efterspurgt som mediespeciale på Danmarks Journalisthøjskoles 7. semester. Her ønskede næsten halvdelen – 48 – af den nuværende årgang at studere web-journalistik. På specialet arbejder de journaliststuderende netop med at integrere lyd, billeder og skrift på nettet.