Modefællesskabet og annoncemediet Stylegallery.dk har eksisteret i omtrent ét år, og det bliver fejret med første del af en internationalisering.
– De resultater, vi har nået på Stylegallery, er en succes, og derfor begynder vi nu at kigge på muligheder internationalt. I dag kommer startskuddet, hvor vi lancerer stylegallery.no i samarbejde med msn.no og det norske modemagasin Costume, siger Interactive Manager på Benjamin Media, Anders Kragelund.
Med succes mener han de 100.000 månedlige unikke brugere og de 12.000 outfits modeinteresserede brugere qua konceptet deler med hinanden.
Samtidig er hjemmesiden blevet relanceret.
– Der er kommet mere fokus på den redaktionelle udvælgelse af brugernes looks – for eksempel ugens look, gadens nye tendenser og endnu flere looks fra begivenheder i modebranchen. Videre er der nu også fotografer i de norske byer til at spotte flere skandinaviske fashionista’er, hvilket også kommer de danske brugere til gavn, siger Rikke Agnete Dam Chefredaktør for Costume.
Stylegallery er ejet af Benjamin Media og leveres i Danmark i samarbejde med MSN.dk. Fokus er at kombinere brugergenereret og redaktionelt modeindhold – og naturligvis at generere en for annoncørerne attraktiv platform.