Reklamebureauet Just/Kidde har lavet et site, der kan hjælpe kvinder med at finde deres egen stil. Portalen stylingguiden.dk er første dotcom-projekt skabt i Just/Kidde Enterprice, en særlig afdeling af reklamebureauet, som begyndte som en legeplads for nye ideer i markedet og siden er blevet en integreret del af bureauet.
Ideen med stylingguiden er at udvikle en virksomhed, der er skabt ud fra et hul i markedet og lade kommunikationen drive projektet. Allerede inden lanceringen af sitet, som sker ved Alt for Damernes messe i Forum i slutningen af februar, er cirka halvdelen af portalen opkøbt af en etableret virksomhed, mens man stadig er i forhandlinger med mulige opkøbere af den anden halvdel. Just/Kidde regner med at eje 10-20 pct. af portalen selv.
Selve grundtanken bag sitet er skabt af Uffe Just, direktør i Just/Kidde, der sammen med sin kone, Mette Louise Just, der fungerer som eventmanager og arrangør af modeshows, fik en ide til at udvikle et sted, hvor kvinder kunne få hjælp til at blive stylet.
– Mange kvinder har problemer med at style sig selv. Der er selvfølgelig nogen, som ikke har problemer og en stor del, som ikke aner de har det, men mange kvinder har et behov for at kunne få råd og vejledning i, hvordan de kan gå klædt, og hvilke muligheder der er.
– Den vejledning kan de hverken få hos producenter eller i butikkerne, siger Uffe Just, der synes, at man på nettet kan finde meget indhold om mode, men ikke noget, som går i dybden.
Indholdet på portalen, som primært består af en guide til, hvordan man skal klæde sig, er udover Uffe Just kone Mette-Louise skabt af Karina Wærum. På guiden kan man bl.a. gå ind og prøve udvalgt tøj på en to dimensional påklædningsdukke.
? Man kan sige, at vi med styleguiden giver kvinder mulighed for at lege med barbiedukker igen, siger Karina Wærum.
Hun understreger, at det også er håbet med portalen at bringe mode og modeverdenen ned på et mere menneskeligt plan. Derfor vil der også være livestreamede reportager fra modeshows fra ind- og udland, samt interviews med de forskellige professioner inden for modebranchen lige fra fotografer til modeller.
Forum for modefolk
Guiden er bygget op ud fra fire grundtyper. Den atletiske, den moderne, bytypen og den klassiske. Hvis man ikke ved hvilken type, man tilhører, kan man også gennemgå en test, som vil finde den rette gruppe. Når man har fundet sin type, kan man gå ind og se de nyeste trends og relatere dem til det.
Ideen med styleguiden.dk er at skabe en både off- og onlineportal, men ikke i en hel almindelig offline forstand med butik i den fysiske verden. Man kan ikke købe tøjet, man ser på portalen.
– Vi vil ikke være konkurrenter til leverandørerne, men vil samarbejde med dem i bredere forstand end bare at linke til dem. Offline-delen af portalen kommer til at bestå af en event/kursus service, som skal tilbyde firmaer muligheden for fx at få stylet deres medarbejdere ud fra de seneste trends, siger Uffe Just.
Selve portalen skal skaffe indtægter fra salg af reklame, onlineevents og sponsorater. En anden indtægtskilde vil være research om styling, som skal sælges til interesserede bureauer og leverandører. En særlig BtB-del af styleguiden.dk er stadig under forberedelse. Ideen er at hjælpe små- og mellemstore producenter med at lave alt fra præsentationer af varer til logistiske systemer.
? En del virksomheder har ikke overskud og erfaring til at skulle tage hensyn til den slags. Med portalen håber vi på at kunne skabe et forum for mode og modefolk, siger han.