Roskilde Festival, Copenhagen Jazz Festival og Skanderborg Festival. Køb billetterne med mobilen, find vej, vejr, scene eller telt med mobilen, hent musik til mobilen – og så videre.
Der er næsten ingen grænser for, hvilke applikationer man kan hente til mobilen i anledning af de mange musikfestivaler landet rundt.
En af de sjove af slagsen er iPhone-applikationen ”Smukfest”, som skyldes et samarbejde mellem Skanderborg Festivalen og spiritusproducenten Diageo, som blandt andet står bag Guinness, Smirnoff, Johnnie Walker og Captain Morgan.
Med applikationen kan festival-gæsterne hente en masse praktiske informationer, som program, kort over festivalpladsen, vejrudsigt, offentlig transport osv, men den byder også på mere underholdende indslag, som for eksempel konkurrencer, der giver adgang til ”hemmelig øl-rum”.
  Og så indeholder den et  alkometer, hvor festivaldeltagerne kan indtaste sin vægt, hvor mange genstande han eller hun har drukket over hvor mange timer, og derefter få en vejledende melding om, hvor høj promillen er.
Samtidig har Diageo valgt at lave en kampagne mod spritkørsel for at videregive budskabet om, at alkohol og bilkørsel ikke hører sammen.
Men er det ikke lidt dobbeltmoralsk – for I vil vel gerne sælge mest muligt?
– Det er bestemt ikke dobbeltmoralsk.  Det er en udbredt misforståelse, at øl-, vin- og spiritusproducenter bare er ude på at forbrugerne skal drikke mest muligt. Naturligvis ønsker vi, at sælge vores produkter, men vi er som virksomhed også dybt afhængige af, at vores produkter forbruges på en ansvarlig måde, siger Kristian Hvilen, der er kommunikationschef hos Diageo.
Han understreger, at Diageo som verdens førende producent af alkoholiske drikkevarer er glade for den rolle som alkohol spiller i det sociale liv og ved festlige lejligheder i mange kulturer, men at man netop ønsker, at produkterne nydes med omtanke og forbindes med glæde og fest.
– Det er derfor helt naturligt, at vi også sikrer, at vores produkter markedsføres ansvarligt og at vi med samarbejdspartnere laver kampagner, der fremmer en god og balanceret alkoholkultur. Med denne applikation viser vi vores ansvar over for kunderne, siger Kristian Hvilen.
Hvorfor lige Skanderborg Festivalen – og hvorfor lige Danmark?
– Danmark og Skanderborg Festivalen fordi vi ved, at danskerne er ganske langt fremme med hensyn til kommunikation via sociale medier og nye medier. Fra Diageos side ser vi det som en test af en ny kommunikationsplatform, som kan hjælpe os med at etablere en ny slags dialog med kunderne. Derfor indeholder applikationen også en række værktøjer og praktiske informationer om vejret, programmet, festivalpladsen og meget andet, siger Kristian Hvilen.
Smukfest Applikation kan gratis hentes via iTunes fra ugen op til festivalstart.