Der kunne ikke stoppes flere ind i Bella Centret til årets udgave af Digital Copenhagen, selv ikke med et voksent skohorn. Knap 500 deltagere var der, og de fik en bred inspiration at gå hjem med.
Brian Solis indledte med at påpege, hvordan virksomheder oftest går inkrementalistisk til digitaliseringen, hvor de burde tænkte transformation, altså betydelige forretningsændringer fra begyndelsen.
Morten Albæk angreb den gennemsnitlige forretning fra den filosofiske side. Lykkes det ikke at skabe meaningfulness for medarbejderne, er virksomheden ikke på rette vej.
– Vi kan finde tonsvis at dygtige supply chain håndværkere, men hvor finder vi de ledere, der sikrer effektiviteten ved at skabe et ægte purpose for medarbejderne? De sidste er fem gange så effektive, som selv de tilfredse medarbejdere, sagde han blandt meget andet.
”Digital” er ikke længere en isoleret specialdisciplin
Men lad os spørge en af deltagerne, hvad han tog med sig hjem fra dagen?
– Det er måske lidt paradoksalt, men jeg synes, at konferencen, med positivt fortegn, endelig fortalte mig, at ”digital” som isoleret begreb er ved at være et overstået kapitel, siger Morten Hershøj, adm. direktør i Another.
– Stort set alle indlæg handlede om, hvordan man kunne styrke og tranformere sin kundeoplevelse, brugerrejse og brand – selvfølgelig på en skarp bund af moderne teknologi og en dyb forståelse for den sociale og mobile forbrugeradfærd.
– Det var ingen indlægsholdere eller deltagere uenige om. Man kan vel konkludere, at den siloopdelte digitale specialist-tilgang, som herskede i alt fra konferencer til bureauer og virksomheder for bare et par år siden, er ved at blive afløst af et langt mere holistisk og fælles udsyn.
Heldigvis var konferencen renset for buzzwords
Hørte du din bullshit-detektor gø på noget tidspunkt?
– Det var meget små bjæf – og det bør også give positivt stof til eftertanke. Når konferencen hedder Digital Copenhagen, så skal man selvfølgelig inspirere med tendenser, der måske ikke lige finder plads i en marketingafdeling i morgen. Det er vigtigt.
– Men helt overordnet var de indlæg, jeg så, stort set renset for buzzwords med indlagte salgstaler. For bare et par år siden skulle man jo nærmest have en translatør med, når alle specialisterne rullede sig ud – og vi ser stadig i enkelte dele af branchen, at der er et behov for at komplicere budskaberne eller skabe ”black boxes”, som eksempelvis på digitale medieindkøb.
– Når det er sagt, så er det faktisk længe siden, at jeg er gået hjem fra en konference med en fornemmelse af, at der var en bred enighed om morgendagens agenda, slutter Morten Hershøj.
En beskeden rundspørge blandt 11 deltagere sagde nogenlunde ordret således:
– Det er en af de bedste konferencer på dansk grund de sidste 12 måneder, ikke mindst fordi kun nogle ganske få speakere brugte podiet til at ”sælge” deres egne fortræffeligheder.
– Og fortræffeligheder er noget, andre skal fastslå ”udefra”. Når konsulenter fortæller, hvor dygtige de er, falder det pladask til jorden. Men det lærer de af, når de opdager, hvor professionelt andre håndterer retten til at bruge prædikestolen.
Se og lyt til to af keynotespeakerne, David Rogers og Lars Bastholm, der inspirerede de knap 500 deltagere ved årets Digital Copenhagen, herunder.
Lars Bastholm
David Rogers