Det kan godt være, at den berømte krise stadig kradser, men for web- og reklamebureauet Subsero har de seneste tre år budt på pæne driftsoverskud.
I 2010 kunne bureauet endda berette om det bedste regnskab i sin dengang 10-årige historie med et primært driftsresultat på 2,4 millioner kroner. En rekord, der imidlertid kun holdt til året efter, da 2011-regnskabet hentede endnu en rekord i hus med 2,5 millioner kroner på den primære drift.
Nu er Subsero klar med sit 2012-regnskab, og selv om der ikke sættes rekord igen, så kommer bureauet dog ud af året med et primært driftsresultat på 2,1 millioner kroner – og kan dermed glæde sig over et resultat på over to millioner kroner for tredje år i træk.
Adm. direktør Kristoffer Hamborg er ikke utilfreds, men understreger, at resultatet bærer præg af en offensiv strategi – der som bekendt ikke er gratis.
– Vi har udvidet gennem nyansættelser – især i de sidste 3-4 måneder af året. Det koster altid i starten, så det fulde udbytte af de investeringer forventer vi først at se i år. Det handler også om, at vi gerne vil skabe plads til nye kunder til bureauet. Hidtil har vores vækst mest være baseret på, at de mangeårige kunder har lagt flere og flere opgaver på bureauet, siger han.
Dermed hentyder han blandt andet til Volkswagen, som Subsero har været digitale bureaupartner for siden 2007.
Subsero har også i 10 år effektivt markedsført Norge som feriemål, og endelig stod bureauet bag en af årets mest spektakulære kampagner – TDC x L.O.C. – et arbejde, der hentede kampagneprisen hjem ved Rambukken i 2012.
– Det er et meget godt udtryk for den spændvidde, man skal have, når man arbejder med digitale kampagner. Online udvikler sig med stormskridt, og i dag kan fx et nyskabende bannerformat gøre lige så meget for mærkekendskab og liking som en tv-reklame. Det handler om at forstå, hvordan man udnytter de enkelte platforme bedst muligt, siger Kristoffer Hamborg.
Han forventer, at Subsero kan holde dampen oppe i 2013, men lægger ikke skjul på, at det stadig er et hårdt marked.
– Begynder man først at hvile på laurbærrene, kan det hurtigt gå den anden vej, så vi har tænkt os fortsat at holde fokus og tænke offensivt, slutter Kristoffer Hamborg.
Subsero (mio. kr.) 2010 2011 2012
Bruttoavance 8,6 9,7 10,8
Res. primær drift 2,4 2,5 2,1