I 2010, 2011 og 2012 kunne web- og reklamebureauet Subsero melde om meget fine resultater på over to mio. kroner tre år i træk – med rekord i 2011, da bureauet lavede 2,5 mio. kroner på den primære drift.
Nu har Subsero aflagt regnskab for 2013, og det er ikke på niveau med de tidligere år: Et resultat på 1,18 mio. kroner før skat er således rundt regnet en million dårligere end i 2012, men adm. direktør Kristoffer Hamborg er nu ikke ved at få dårlige nerver af den grund.
– I slutningen af 2012 satsede vi med en del nyansættelser, men lidt inde i 2013 kunne vi se, at det ikke holdt og måtte bremse ret hårdt op. Første halvår blev derfor ikke noget at skrive om, mens vi i andet halvår har haft en god indtjening på niveau med tidligere. Så vi er på ret kurs igen, siger han.
Af ledelsesberetningen fremgår det også, at ”2014 er startet med fornuftig efterspørgsel efter selskabets ydelser, og det noteres med tilfredshed, at selskabet er i stand til at tiltrække nye kunder i den øverste del af markedet”.
God spændvidde
Volkswagen er fx stadig en stor kunde hos Subsero, der siden 2007 har været digital partner i bilmærkets marketing-arbejde.
Subsero stod også bag den succesrige Share a Little Happiness-kampagne, hvor man førte Coca-Cola og Rasmus Seebach sammen, og senest har bureauet hjulpet YouSee med at lancere Bland selv-pakker til danskerne.
Endelig er der også god gang i udviklingen af mere tekniske dialogløsninger – i øjeblikket bl.a. til Deloitte Norge.
– Det er et meget godt udtryk for den spændvidde, vi har på bureauet. Vores DNA har hele tiden været digitalt, og med den rivende digitale udvikling har vi kunnet favne bredere, så vi i dag er fuldt rustet til at være digitalt lead-bureau for selv meget store virksomheder, siger Kristoffer Hamborg og tilføjer:
– I den sammenhæng er det et kæmpe plus, at vi har flere seniorkapaciteter inden for branded content med et meget stort netværk. Ellers havde vi ikke kunnet lave så store kampagner med bl.a. L.O.C. og Rasmus Seebach.
Kristoffer Hamborg lægger ikke skjul på, at det – på trods af snakken om et forestående opsving – stadig er et marked, hvor der skal arbejdes hårdt, men han forventer at kunne mønstre ”en kontrolleret vækst” i 2014.