Fundamentet for Subseros positive udvikling er stadig meget stærke kunderelationer i den øverste ende af markedet, en vilje til at udfordre kunderne og gå mod konventionerne i markedet samt et konstant fokus på at udvikle og mestre den evigt stigende vifte af kanaler og platforme.
Sådan lyder forklaringen fra det digitale bureau Subsero på, at man igen i år kommer ud med et glimrende regnskab, der viser 17,24 procents vækst i bruttofortjenesten i forhold til 2013, hvilket gav et resultat før skat på 2.241.806 millioner kroner.
Regnskabet blev præsenteret på bureauets generalforsamlingen i går, og bureauets adm. direktør Kristoffer Hamborg siger i en kommentar:
– Vi formår i Subsero til stadighed at matche markedets udvikling, hvor vi ser flere og større virksomheder erkende, at det er en nødvendighed for deres forretningsmæssige udvikling at have en stærk digital strategi. Forbrugerne er først og fremmest digitale i deres adfærd og medievalg, og derfor starter flere virksomheder også her i dag.
Han tilføjer:
– Jeg er selvfølgelig stolt over, at vi igen har skabt effektive kampagner og processer, så vores kunder har været i stand til at trænge igennem på ofte stærkt konkurrenceprægede og massivt overkommunikerede markeder i kampen om forbrugernes opmærksomhed og gunst.
Farvel og tak til Niels Erik Folmann
På generalforsamlingen takkende kommunikationsmand og Danske Spil-direktør Niels Erik Folmann samtidig af efter fire år i Subseros bestyrelse.
Herom siger bureauets bestyrelsesformand Stig Andersen:
– Niels har med sin erfaring og indsigt bidraget til en strømlining af Subsero og Subseros forretningsprocesser. Vi driver en sund virksomhed og er i en stabil udvikling, så derfor er det et godt tidspunkt at takke Niels for indsatsen de sidste fire år.
Subsero har i årets løb løst opgaver for bl.a. Volkswagen, TDC, Spies, Specsavers, m.fl.
Selskabet forventer en fortsat vækst i 2015.