Tuborg har gjort noget ved musikken i mange år, og øl-mærkets sponsorat af Roskilde Festival er et af de vigtigste for Tuborg-mærket.
Sidste sommer blev sponsoraftalen forlænget frem til 2016, og lige nu er de to brands i fuld gang med et fælles kampagneforløb, hvor musikglade danskere kan være med til at vælge to upcoming bands, der skal have æren af at optræde på Roskilde Festival 2013.
Social media-bureauet Patchwork står bag ”On-Stage”, som kampagnen er døbt, og aktiviteten – der har både Roskilde Festival og Tuborg som afsender – er kommet ualmindelig godt fra start.
Blot seks timer efter lanceringen kunne Patchwork konstatere, at alle målsætninger var nået, og efter knap to uger har i alt 25.000 Facebook-fans fra Roskilde Festival og Tuborg besøgt kampagnen, anbefalet næsten 2.000 upcoming bands og skrevet over 5.000 anbefalinger af disse.
Ifølge Martin Olesen, der er direktør hos Patchwork, markerer ”On-Stage” en ny æra og et endnu stærkere ægteskab mellem de to danske super-brands.
– Tuborg og Roskilde Festival var i forvejen kunder hos Patchwork, så vi havde en god fornemmelse for de to brands og det store potentiale i at lade forbrugerne have medbestemmelse. Vi har således på intet tipspunkt været i tvivl om, at ”On-Stage” ville blive en succes, men at den så hurtigt skulle overskride alle vore ellers ambitiøse målsætninger, havde vi ikke regnet med, siger han.
Brugergenereret festival
Tuborgs brand manager Claus Toftkjær kalder ”On-Stage” endnu et eksempel på det gode samarbejde mellem Tuborg og Roskilde Festival.
– Vi bevæger os i en ny og spændende retning med mulighed for at inddrage publikum endnu mere og give dem chancen for at gøre noget ved musikken på en af Europas største musikfestivaler, siger han.
Tuborg og Roskilde Festival har været tæt forbundne gennem mange år, men med den nye kampagne, der ruller på blandt andet Facebook, Twitter og Instagram, har parterne taget et stort skridt i retning af total brugerinddragelse. Det er således første gang, publikum er med til at bestemme hvilke bands, der bliver en del af festivalens musik line-up.
– Vi har med ”On-Stage” ønsket at skabe en kampagne baseret på den ultimative form for co-creation ved at give vores deltagere muligheden for at gøre Roskilde Festival til deres helt egen. Roskilde Festival er en brugergenereret festival på rigtig mange områder, så derfor giver det også mening at bruge dette element som kampagne-driver, lyder det fra Cathrine Ellebjerg, der er Strategic Planner for Roskilde Festival.
Mangeårigt parløb
Carlsberg Danmark – der som bekendt ejer Tuborg-mærket – og Roskilde Festival har kørt sponsorparløb gennem 20 år.
I de første 10 år var det Carlsberg-mærket, der optrådte i sponsortrøjen, men siden 2002 har det været Tuborg.
På den danske musikfront sponsorerer Tuborg , ud over Roskilde, også blandt andet Grøn Koncert, Danish DJ Award og Vega.
Her kan du se hvilke upcoming bands, Tuborg og Roskilde Festivals Facebook-fans har anbefalet, og læse mere om kampagnen, der er integreret i både Roskilde Festivals og Tuborgs Facebook-side.