Kan man få amerikanske turister til at booke en rejse til København ved hjælp af satire?

– Ja, i den grad, mente amerikanske AVA Digital Award, der tidligere på året hædrede VisitDenmarks og Wulffmorgenthalers kampagne Things are far from normal in Copenhagen.

– Helt klart, mente PR News’ Social Media Icon Awards, der ligeledes præmierede kampagnen.

Også de potentielle amerikanske turister kastede sig over de fire striber, der genererede massiv trafik på VisitDenmarks sociale medier i USA og ifølge VisitDenmarks onlineansvarlige i USA og idémanden bag kampagnen, Tai Højer Klan, præsterede langt højere end forventet

Så nu har VisitDenmark, Wulffmorgenthaler samt samarbejdspartnerne Wonderful Copenhagen og SAS kastet sig ud i en ny omgang striber, der skal markedsføre København i USA.

Og denne gang har kampagnen faktisk allerede nu fået endnu bedre respons:

– Amerikanerne har taget fantastisk godt imod de nye tegninger. Faktisk har vi set dobbelt så gode resultater i forhold til sidste år, og kampagnen er 52 procent bedre end industri benchmark for Facebook annoncer inden for konsument rejser, fortæller Tai Højer Klan og fortsætter:

– Så vi får en masse eksponering meget billigere, end hvad vores konkurrenter betaler. Kampagnen har endvidere generet dobbelt så meget trafik til den tilhørende kampagneside, end hvad der var målet for hele 2015 – på blot 12 dage, siger Tai Højer Klan.

“Things are far from normal in Copenhagen” er en del af VisitDenmarks social media aktiviteter inden for Global Connected samarbejdet.

Her markedsfører VisitDenmark, SAS og Wonderful Copenhagen i fællesskab København og SAS-ruten direkte fra San Francisco til København.

Samarbejdet har primært fokus på den amerikanske vestkyst.