I foråret lancerede Lån & Spar Bank en brandingkampagne online. Og for første gang benyttede Lån & Spar sig af filmmediet til at profilere banken.
I filmen, der blev vist primært på bannerannoncer og prerolls, optræder Trine, der er rådgiver i Lån & Spar. Filmen er en såkaldt æstetisk dokumentar, hvor Trine fortæller om sig selv og sine tanker om det at være rådgiver i en personlig bank.
Efter tre kampagneboosts blev effekten evalueret. Blandt de mange resultater hæftede Lån & Spar sig ved en stigning på hele 25 pct. i brand awareness, og et generelt løft i købsintentionen.
– Vi er en personlig bank, og det er netop den personlige relation, der vægter tungt, når banken kommunikerer til omverdenen. Vi har tidligere haft succes med at bruge vores rådgivere i printannoncer i brandingkampagner. Det gav gode reaktioner hos vores kunder – og også internt. Og det er et greb, som vi gerne ville føre videre på film, forklarer Lisa Devine, som er marketingchef i Lån & Spar.
Hvad viser analysen
Mediebureauet Orchestra, som tilrettelægger annonceringen, har netop afsluttet indsamling af data fra en effektanalyse.
Analysen viser, at Lån & Spar har øget kendskabet i målgruppen med 25 pct.. Og vigtigst, at målgruppen har forstået hensigten med kommunikationen. På spørgsmålet: ”Hvad tror du, at Lån & Spar ønsker at fortælle med filmen?” viser en word-cloud, hvilke ord der fylder mest: Mennesker, bank, familie, tryghed, almindelige, unge.
Adspurgt om, hvilken bank man ville overveje ved et evt. bankskifte, er der dobbelt så mange blandt dem, der har set kampagnen, der ville vælge Lån & Spar i forhold til dem, der ikke har set kampagnen. Især hos kvinder under 40 har kampagnen haft stor effekt.
– Filmene har helt klart været med til at overbevise nye kunder. Der tikker en hel del leads ind både via webben og hos vores kundeservice i de perioder, kampagnen kører. Det er vi naturligvis meget glade for. Analysen fortæller også, at filmene appellerer mest til kvinder, så her er der lidt at arbejde med til fremtidige projekter, fortsætter Lisa Devine.
Bag om filmen
Filmen er udviklet og produceret af det internationale bureau Chimney. Her er man ikke i tvivl om, hvorfor filmen med Trine er blevet taget godt imod af målgruppen.
– Vi ser en helt generel tendens i markedet, at når man benytter film, så får man en bedre respons, hvis man tør give noget af sig selv. Når man tør blive personlig, forklarer Lars Nørretranders, kreativ direktør i Chimney Danmark.
– I dette tilfælde kommer man ind bag facaden hos en bankrådgiver, og lærer at det altså er rigtige ægte mennesker med drømme og ambitioner, man møder som kunde i banken. Det kan vi alle relatere til, og det skaber en sympati, der kan være afgørende, når vi fx skal skifte bank, slutter han.
Filmen om Trine
Behind the scenes