Netflix fik 4,9 mio. kunder i de første tre måneder af 2015, hvoraf lidt over halvdelen af de nye abonnenter kom fra USA, da 2,3 mio. amerikanere tilmeldte sig streamingtjenesten, skriver Netflix i selskabets regnskab for første kvartal, der blev offentliggjort sent onsdag dansk tid.
Ifølge Netflix er det blandt andet lanceringen af tredje sæson af House of Cards og de nye shows Unbreakable Kimmy Schmidt og Bloodline, der var med til at trække nye kunder i butikken.
De nye kunder var med til løfte omsætningen hos den amerikanske streamingtjeneste med 24 pct., så den lød på 1,57 mia. dollar svarende til omkring 11 mia. kr. i kvartalet.
Den i øjeblikket stærke dollar betød dog, at Netflix tabte penge uden for USA, og det betød, at overskuddet faldt i de første tre måneder af året. Netflix kunne således notere et overskud på 24 mio. dollar i første kvartal mod 53,1 mio. dollar i samme periode af 2014.
/ritzau/FINANS