Ekstra Bladet fortsætter deres succeskampagne “Find dig i Ekstra Bladet eller find dig i hvad som helst“, der med et stænk af ironi viser nogle af de groteske situationer, man som borger må finde sig i.
I de næste tre uger vil der køre en heftig outdoor kampagne i busser, på togstationer og på Mega Boards og stilladsboards i København. Arealmæssigt fylder det mere i landskabet, men det skyldes, at Ekstra Bladet bl.a. har valgt at bruge pengene på at reklamere på større flader.
– Vores målinger viser, at vi har haft en helt utrolig gennemslagskraft med vores reklamer. Men det er et langt sejt træk at slå igennem og derfor bliver vi ved, siger Kristian Kostrup, reklamechef hos Ekstra Bladet, hvor man i en periode har kørt en kampagne med de nye reklamer, hvor læserne kunne udfylde taleboblerne på reklamerne. Det har givet en gevaldig tilbagemelding fra læserne.