Webbureauet Bangbang blev ramt af sin egen succes, da det for en måned siden kørte en bannerkampagne på “Det gyldne @“-hjemmeside, hvor man annoncerede efter folk, som var interesseret i at generere trafik til deres site. Ved at klikke på banneret kunne man komme videre til Bangbang’s hjemmeside, www.bangbang.dk, hvor man kunne få mere oplysning om trafik på internettet og efterlade sin email og hjemmesideadresse, hvis man ville kontaktes af Bangbang angående forslag til at skabe mere trafik.
Kampagnen, som henvendte sig til både webmastere og webmarketing, blev benyttet af rigtigt mange. Så mange, at Bangbang holder en pause.
– Vi har ikke nok ressourcer til at følge op på de mange henvendelser, siger Torben Rene, direktør i Bangbang Interaktiv. Han tror, at kampagnens succes hænger sammen med, at det er trafik, der er blevet afgørende for mange sites. Det er ikke længere nok at være på, nu skal der også være meget trafik.

IKKE MERE AT KøBE
Som hovedregel kan man regne med, at 1000 bannere vil give en ClickThru-rate på to procent. Altså 20 personer, som vil klikke sig videre til den annoncerede hjemmeside. Konventionsraten for dem som klikker sig gennem vil normalt ligge på omkring 5-10 procent. Bangbangs kampagne lå næsten dobbelt så højt, et resultat, der ikke kommer bag på Torben Rene.
– Bannerannoncer er meget signifikante. Man kan stort set få så mange henvendelser man vil have, man skal bare gange tallet op, hvis man regner med at to procent klicker sig igennem. Resultatet af en bannerkampagne kommer an på, hvordan man tilrettelægger kampagnen. Vi går målrettet ind i søgebasen, siger Torben Rene, der understreger, at man selvfølgelig kan nå et loft, hvor man ikke kan købe flere bannere uden at klickraten samtidig ryger ned. Et situation han også tit oplever med sine kunder.
– I 9 ud af 10 tilfælde når man et loft, hvor vi er nødt til at sige, at vi kan ikke skal bruge flere penge, for der er ikke nok kvalitativ trafik at købe. Den situation oplever man både hos portaler, søgebaser og annoncenetværk, siger han.