Den originale udgave af vandfilteret LifeStraw minder lidt om et overdimensioneret sugerør, men det har absolut intet med børnefødselsdage at gøre. 
LifeStraw blev udviklet tilbage i 2005 af Kolding-virksomheden Vestergaard Frandsen for at hjælpe de millioner og atter millioner mennesker verden over, der i hverdagen ikke har adgang til rent drikkevand, og for at yde særlig hjælp til fx flygtningelejre og katastrofeområder.
LifeStraw virker fuldstændig som et almindeligt sugerør. Det kan rense 1.000 liter beskidt vand til drikkevand og blev fx brugt i forbindelse med jordskælvet i Haiti i 2010 og ved oversvømmelses-katastrofen i Asien 2011.
Men i de seneste tre år er den danske opfindelse også blevet markedsført og solgt på helt almindelig kommerciel basis – i flere forskellige udgaver og størrelser. USA var det første marked, og sidste år kom LifeStraw også på markedet i Europa, herunder Danmark.
Målgrupperne er typisk outdoor-entusiaster, trekkere og andre personer, der ofte bevæger sig i uvejsomt terræn, hvor der ikke nødvendigvis er adgang til rent vand. Men med de nye drikkedunk-modeller henvender man sig også til en bredere målgruppe: fx storby-turister og andre rejsende.
Og takket være de mange, der i år har købt LifeStraw – alene i år bliver der i USA solgt over 1 mio. filtre – kan partnerne bag produkterne i næste uge rejse til Kenya og levere 1.600 af de særlige LifeStraw Community-modeller til 300 af landets skoler.
Det er den største donation af sin art i Afrika nogensinde, og det sikrer rent drikkevand til 125.000 kenyanske skolebørn i et år.
Vand til et barn i et år
Årsagen til, at det omfattende vandprojekt og donationen i Kenya overhovedet finder sted skal findes i måden, LifeStraw sælges og markedsføres på.
Modellen er forholdsvis enkel: Hver gang en forbruger køber et LifeStraw-produkt går en vis del af købesummen til vandprojektet. Eller mere præcist: Et købt LifeStraw-produkt sikrer et afrikansk barn rent drikkevand i et skoleår.
I tilgift har den danske virksomhed WaterNlife, der ejer rettighederne til LifeStraw i Europa, Rusland, Japan og Tyrkiet, indgået aftale med SOS Børnebyerne, således at firmaer, der køber LifeStraw-produkter som fx julegave til deres medarbejdere ikke kun sikrer rent drikkevand, men også undervisning til afrikanske børn.
Et projekt, der i øvrigt er netop er blevet nomineret til ”CSR Partnership Prize” ved CSR Awards 2014.
Men hvorfor cause related marketing? 
Nicolaj Due, der for godt et års tid siden var direktør i Vestergaards amerikanske forretning, og som i dag er CEO i danske WaterNlife, forklarer:
– Fordi der er en iboende sammenhæng. LifeStraw var jo oprindelig et produkt, der var udviklet til at hjælpe i udviklingslande og ved naturkatastrofer. Siden er produktet også blevet kommercielt, men den velgørende dimension ligger jo i dén grad i vores dna. Derfor giver det mening, siger han.
Teknologien bag LifeStraw har gennem de seneste 10 år vundet en række internationale priser som fx INDEX Award og er bl.a. udnævnt til ”Best Invention of the Year” af Time Magazine. 
LifeStraw har været udstillet på MoMA og Tate Modern og er kåret som en af ”10 things that will change the world” af CNN.
Du kan se en film om ideen og donationen her.