I dag åbner sundhedsportalen www.sundhed.dk, der er startet på initiativ af Danmarks Apotekerforening. Det har taget omkring et år og kostet ca. 100 millioner kroner at udvikle portalen, hvor danskerne kan få adgang til det samlede, autoriserede sundhedssystem og i princippet få svar på alt om sundhed og sygdom. I alt 16 partnere, patientforeninger og andre sundhedsfaglige organisationer står bag projektet.
For at sikre portalens seriøsitet og uafhængighed, er sundhed.dk fuldstændig reklame- og sponsorfrit område. Således tæller den brede skare af samarbejdspartnere heller ikke repræsentanter for medicinalindustrien.
Sundhed.dk har tilknyttet et fast panel af sundhedsspecialister, som stiller deres viden til rådighed og giver svar og individuel rådgivning. Panelet tæller blandt andet læger, sygeplejersker, farmaceuter, jordmødre, ernæringseksperter og fysioterapeuter. cnb