Med bureaunavnet Fornuft og Følelse er det en velmoden og saftig appelsin, der er dalet ned i Flemming Parmos store turban. Han har – ved siden af andre opgaver – fået en halvtidsstilling som “Short-term Professional” i WHO’s CPA – Communication and Public Affairs.
– Det er en halvtidsstilling og den er begrænset til to måneder, men jeg er kommet indenfor, og jeg håber, det vil føre til noget mere, siger Flemming Parmo som selv betegner det som en ønskestilling. – Når han mener, det kan føre til mere, hænger det bl.a. sammen med, at det er på samme måde flere af hans 350 kolleger i den danske afdeling af WHO er startet. Ligeledes, at han kan nå at sætte et fingertryk på en række af de løbende opgaver, som både er mange og betydelige.
– Med det relativt korte tidsinterval er det vel naturligt, at jeg ikke skal bruge tiden på at skabe nye politikker for WHO, siger Flemming Parmo. Men det er alligevel en ret omfattende arbejdsbeskrivelse, der hører til jobbet. Han skal bl.a. bistå WHO’s stab og medlemsstater som rådgiver over for den nationale og internationale presse og massemedier med pressemeddelelser, han skal lave workshops, udstillinger og pressekonferencer. Han skal også forberede materiale til alle store møder og konferencer her og internationalt og han skal rådgive og assistere ved produktion af film, video og brochurer.
Med 350 medarbejdere er Danmark en betydelig afdeling i den europæiske del af WHO, hvor der samlet er 700 medarbejdere.
– Vi er ved at forberede det store årsmøde den 7. april 2003 – det er for resten samme dag hvert år. Det er et møde, hvor den samlede sundhedsproblematik skal tydeliggøres. Desuden vil der være et tema. I 2003 bliver det “Det poliofri Europa”.
Når stillingen er nomineret til halvtid, kan Flemming Parmo også betjene sine andre kunder.
– Jeg kommer i WHO hver dag. Men jeg kan selv planlægge min tid. Det gør jeg på den måde, at jeg sidst på ugen afleverer en tidsplan for, hvornår jeg møder den kommende uge, så medarbejderne hele tiden ved, hvornår jeg er i Huset.